»Det er meget belastende for ham, og partiet er nødt til at tage det alvorligt.«

Det er meldingen fra B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, søndag aften, efter dramaet om overborgmester Frank Jensens (S) sager om krænkelser har taget ny drejning.

Sagen handler om Cecilie Sværke Priess, der er formand for DSU i København.

Hun har til Jyllands-Posten fortalt, at hun har modtaget otte nye sager om personer, der har oplevet eller været vidner til krænkelser fra Frank Jensen.

Frank Jensen er søndag aften til krisemøde om krænkelsessagerne mod ham.
Frank Jensen er søndag aften til krisemøde om krænkelsessagerne mod ham. Foto: Philip Davali
Vis mere

Men lige inden krisemøde hos Socialdemokratiet på Københavns Rådhus søndag aften fortalte Frank Jensen til pressen, at han er blevet forelagt, at han skulle have givet et kys i 2019 til DSU's lokalformand i Fælledparken, og det kunne han afvise at have gjort.

Den udtalelse har gjort Cecilie Sværke Priess rasende.

Hun oplyser, at der var en klar aftale om at holde hende anonym i sagen, og hun mener, at Frank Jensen med sin udtalelse har brudt den aftale.

»Jeg skal ærligt indrømme, at jeg er meget chokeret og rystet. Frank har fået fremlagt sagen i dag, og han har fået at vide, at jeg ønskede at være anonym. Der er meget få mennesker, jeg har fortalt den her historie til, fordi jeg ikke havde lyst til, at den skulle ud i offentligheden,« sagde Cecilie Sværke Priess til TV 2 News lige inden krisemødet

Henrik Qvortrup mener, at det meget alvorlig udvikling i sagen.

»Hun er den sidste, Frank Jensen har brug for at slås med. Hun står for alt det, han nu er beskyldt for at krænke og chikanere. Så det er meget belastende for ham, og partiet er nødt til at tage det alvorligt, når det er klager, der kommer fra kvinder i Socialdemokratiet,« siger han.

Hvad tror du, det kommer til at få af konsekvenser for Frank Jensen?

»Der er ingen tvivl om, at han kæmper for sin post som overborgmester. Men han kan blive det først offerlam, som Socialdemokratiet er nødt til at bringe i den her krænkelsesbølge, der ruller,« svarer Henrik Qvortrup.