For mange danskere lyste Mette Frederiksen i årevis op som en politisk lederstjerne i vanskelige og usikre tider med coronapandemi og krig i Ukraine.

»Nu er den magi helt væk,« konstaterer B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.

Det sker efter at en ny Megafon-måling for TV 2 har vist, at flere danskere nu ønsker Troels Lund Poulsen (V) som statsminister end Mette Frederiksen (S).

»Det er en bemærkelsesværdig måling,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»Den viser, at vælgerne ikke alene er på vej væk fra Socialdemokratiet, men også at Mette Frederiksens popularitet fortsætter med at falde.«

Og ikke nok med det.

B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup. Foto: Nicoline Kjems-Krognos

»Samtidig vokser Troels Lund Poulsen i danskernes bevidsthed. Han ses ikke længere som den anonyme mand ovre i hjørnet, men som en politiker med statsministerpotentiale,« siger Henrik Qvortrup.

Derfor tøver han ikke med at kalde den nye måling for »skidt nyt for Mette Frederiksen« og »et rygstød for Troels Lund Poulsen«.

Ikke desto mindre kan målingen også give Venstres formand problemer.

»Vi står nu i den paradoksale situation, at danskernes foretrukne statsminister – Troels Lund Poulsen – ikke har erklæret sig som kandidat til posten,« lyder det fra Henrik Qvortrup.

Både Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen smiler på dette billede, som er taget før fejringen af Frederiksens 10 års jubilæum som S-formand i juni 2025. Ifølge Henrik Qvortrup tyder intet imidlertid på, at SVM-regeringen fortsætter efter det kommende valg.
Både Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen smiler på dette billede, som er taget før fejringen af Frederiksens 10 års jubilæum som S-formand i juni 2025. Ifølge Henrik Qvortrup tyder intet imidlertid på, at SVM-regeringen fortsætter efter det kommende valg. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er meget usædvanligt – ikke mindst når der samtidig er tale om formanden for et magtparti som Venstre, der historisk set altid griber ud efter statsministerposten, når chancen byder sig.

»Der begynder at komme et betydeligt pres på Troels Lund Poulsen for at bekende kulør og melde sig som statsministerkandidat. Både fra egne rækker i Venstre og blandt de øvrige borgerlige partier,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»Der er nok en stigende opfattelse af, at han lurepasser for meget, for vi ved jo, at han reelt er statsministerkandidat. Han er det bare ikke officielt. Ikke endnu i hvert fald.«

Vil han kunne melde sig som statsministerkandidat og fortsætte i regeringen, hvor Mette Frederiksen jo sidder som statsminister og åbenlyst har erklæret sig som kandidat ved det kommende valg?

»Ja, for når den ene part i et regeringssamarbejde melder sit kandidatur, kan den anden jo også gøre det. Så ville de kunne sige, at stemmerne på valgdagen må afgøre det og vise, om regeringssamarbejdet vil kunne fortsætte med den ene eller den anden for bordenden.«

»Men der er ikke den mindste chance for, at den nuværende SVM-regering fortsætter efter næste valg,« lyder det fra B.T.s politiske analytiker.

I den nye måling, som Megafon har lavet for TV 2, peger 42 procent af de adspurgte på Troels Lund Poulsen som deres foretrukne statsminister, mens 40 procent peger på Mette Frederiksen og 18 procent svarer 'ved ikke'.

Det næste folketingsvalg skal afholdes senest i oktober 2026.