Mette Frederiksen byder SF op til regeringsdans. Heftige diskussioner raser om støtten til Ukraine. Og vilde målinger afslører danskernes syn på indvandring. 

Og nå ja, så meldte en ny borgerlig statsministerkandidat sig. 

Med andre ord: Endnu en hæsblæsende uge er gået i dansk politik.

Hver weekend ser B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, tilbage på ugen, der er gået og giver sit bud på, hvad der har været højde- og ikke mindst lavpunkterne.

Og i denne uge er der ingen tvivl om, hvem der er kommet ud ovenpå.

Det er Venstres formand og landets forsvarsminister, Troels Lund Poulsen. 

»Han har sat Mette Frederiksen skakmat,« fastslår Henrik Qvortrup.

Sågar i en uge, fortæller Qvortrup, som under normale omstændigheder ville have været god for statsministeren.

Onsdag sikrede Mette Frederiksen sig nemlig sin »hidtil største sejr for sin udlændingepolitik på europæisk plan.«

27 europæiske lande er på initiativ fra statsminister Mette Frederiksen gået sammen om en fælles erklæring, som skal lægge pres på Menneskerettighedsdomstolen og sikre en strammere udlændingepolitik i Europa.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har god grund til at trække på smilebåndet lige nu.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har god grund til at trække på smilebåndet lige nu. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

»Hun ville her kunne sige, 'se, hvor meget vi har fået igennem på europæisk plan, hvor vi nu er enige'. Men hun er blevet taget fuldstændig på sengen af sin regeringspartner,« siger Qvortrup.

Han henviser til Troels Lund Poulsens udmelding i Berlingske om, at Danmark skal være klar til at træde ud af den europæiske konvention om statsborgerret.

»Det kan godt være, at han ikke ligner nogen folkeforfører, men han har en snedig åre, som har udfoldet sig i den her uge,« lyder det fra Henrik Qvortrup. 

Han tilføjer:

»Jeg ved ikke, hvor bevidst udmeldingen har været, men han har formået at komme med den, lige da Socialdemokratiet var mest pressede.«

Lige så sikker som Henrik Qvortrup er på, hvem der trak det længste strå i ugen, der er gået, lige så sikker er han på, hvem der er ugens flop.

Nemlig udlændinge- og integrationsminister, Rasmus Stoklund (S).

»Ved regeringsrokaden blev han sat ind i stedet for Kaare Dybvad-Bek med den underliggende dagsorden, at 'venner, nu skal I bare se, hvordan vi kører med klatten,« siger Qvortrup og fortsætter:

»Men siden da har han siddet i en masse møder og ikke trådt i karakter. Tværtimod er Socialdemokratiet presset i defensiven på udlændingeområdet.«

Rasmus Stoklund løber med den lidet flatterende titel i denne uge.
Rasmus Stoklund løber med den lidet flatterende titel i denne uge. Foto: Olivier Hoslet/EPA/Ritzau Scanpix

Ifølge Henrik Qvortrup er det en anelse overraskende, at Rasmus Stoklund ikke har haft bedre held med jobbet.

»Han har tilsyneladende ikke haft mulighed for at folde hardliner-linjen ud. Derfor vil jeg sige, at han faktisk er floppet i denne uge.«

Ugens top og flop er tilbage i næste uge med Henrik Qvortrup.