En ny meningsmåling foretaget af Epinion for DR punkterer blå bloks drøm om magt.
Det skærper statsminister Mette Frederiksens (S) tanker om snart at udskrive folketingsvalget, mener Henrik Qvortrup, der er B.T.s politiske analytiker.

For det står klart, at Grønlandskrisen med Danmark i centrum, har forårsaget nedgangen for Venstre og blå blok, mens den har givet Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke (M) vind i sejlene.
»Der, hvor de allerhelst vil vide, hvor længe den her tilbagegang varer ved for Venstre er hos Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, som skal afgøre, hvornår valget bliver udskrevet,« siger Henrik Qvortrup og tilføjer:
»For hende er det en afvejning af, at få udskrevet folketingsvalget, mens Grønlands-effekten stadig varer ved, og danskerne på en eller anden måde ser politikerne og regeringen i et helt andet lys, end de gjorde før jul.«
Målingen som Epinion har foretaget for DR viser nemlig, at de blå partier mister det flertal, som de ellers så ud til at være på vej til at få før Grønland for alvor kom på dagsordenen igen.
De seks blå partier – Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, De Konservative og Borgernes Parti – går tilbage fra sammenlagt 51,9 procent af stemmerne til 46,1 procent i den nyeste måling. En tilbagegang på hele 14 mandater.
Liberal Alliance er det eneste af de seks blå partier, der ikke går tilbage.
Socialdemokraterne er derimod de store vindere med en fremgang på hele 5,1 procentpoint til samlet 21,6 procent af stemmerne.
Også Moderaterne går frem med 3,1 procentpoint til 4,6 procent af stemmerne.
Henrik Qvortrup peger også på en anden afgørende faktor i forbindelse med at udskrive valg: Fødevarechecken.
»Regeringen ved jo, at når pengene begynder at komme ind på kontoen, så vil folk tænke, at det er de flinke mennesker i regeringen, der har gjort det,« siger han.
Fødevarechecken lander hos danskerne inden sommerferien.

