Midt i en intens valgkamp stillede regeringen mandag op til pressemøde om atomafskrækkelse og europæisk sikkerhed.

Men ifølge B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup havde pressemødet i Spejlsalen en helt anden agenda end blot at orientere danskerne om, at Danmark har sagt ja til Frankrigs invitation om et »strategisk atomsamarbejde«.

»Hun holder jo pressemødet, fordi der er valgkamp. Fordi hun ved, at hun står sig godt i de alvorstunge sammenhænge,« siger Henrik Qvortrup i tirsdagens episode og fortsætter:

»Der var sådan corona-vibes over det pressemøde. Bemærk, at der var en tolk med – det kan jeg ikke huske, der har været med siden corona-pressemøderne.«

Statsminister Mette Frederiksen og forsvarsminister Troels Lund Poulsen stod side om side på pressemødet mandag.
Statsminister Mette Frederiksen og forsvarsminister Troels Lund Poulsen stod side om side på pressemødet mandag. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Til stede i Spejlsalen var statsminister Mette Frederiksen, vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen samt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

Og den konstellation hæfter Henrik Qvortrup sig ved:

»Scenen er jo dybest set bizar! Altså, vi er i en valgkamp, og ja, jeg ved godt, at regeringen officielt ikke er trådt tilbage, men der står tre ministre, som i valgkampen er uenige og kæmper mod hinanden, og så står de der pludselig som en sammentømret flok, med Mette Frederiksen som det absolutte centrum.«

Han fortsætter:

»Det er en understregelse fra Mettes side, der siger: ‘Venner, det kan godt være, vi har den her valgkamp, og nogen tror, at lige om lidt kan der komme en anden statsminister, men glem det! Det er mig, der styrer det her game, og det er mig, der passer på jer,« siger han.

Og særligt én detalje bider Qvortrup mærke i, nemlig den rolle Troels Lund Poulsen indtog på scenen.

»Troels Lund Poulsen spiller tredjeviolin til hende (Mette Frederiksen, red.). Han står der, og så får han lige lov at få ordet lidt. Han har jo med det der pressemøde i en eller anden forstand ladet sig kastrere af Mette Frederiksen,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»Han accepterer, at det er hende, der er statsministeren, og også indtrykket af, at sådan bliver det nok ved med at være.«

Hør hele analysen i tirsdagens afsnit af B.T.s politiske podcast, B.T. Valgkamp.

Du kan lytte til B.T. ValgkampB.T.dk, i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

Under valgkampen kan du høre B.T. Valgkamp både tirsdag og torsdag! Her guider B.T.s politiske eksperter dig gennem valgkampens største historier. I denne uge lyder det fra Henrik Qvortrup, at Socialdemokratiets formueskat er en fælde, som de borgerlige er gået direkte i – et genialt træk fra S, mener Qvortrup, der også – mere eller mindre – dømmer blå blok ude af kampen om statsministerposten. En udmelding, som B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, ikke er helt enig i.Hør diskussionen i denne første tirsdagsudgave af B.T. Valgkamp, hvor panelet også vender Løkkes (uelegante) boligpressemøde, DFs ultimative krav, ugens some-moment og meget mere. Vært: Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T.  Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.  Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T.  Journalist: Maria Asmine Dam og Josefine Buhl Brinckmann  Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Teis Zacho Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.