Den tidligere familie- og forbrugsminister Henriette Kjær har i en alder af kun 39 år besluttet sig for at udgive sine politiske erindringer. Og sælger bogen godt - ja så kan den måske være med til at redde eks-ministeren og hendes mands skrantende økonomi.

Henriette Kjær (K) var lige blevet genvalgt til Folketinget og stod til at blive genudnævnt som minister, da det i februar kom frem, at hun og hendes mand ikke havde betalt regningerne på to sofaer og en markise.

Kort efter besluttede den ellers rimeligt populære minister sig for at gå af - af frygt for at blive tildelt titlen som "overforbrugs-minister" og helt miste befolkningens tillid.

Men nu kan der måske blive lidt mere råd til de dyre møbler, som Henriette Kjærs mand Erik Skov Petersen åbenbart har en forkærlighed for. Det Konservative folketingsmedlem har nemlig tænkt sig at udgive sine politiske erindringer med udgangspunkt i netop mandens problemer med at betale sine regninger.

Henriette Kjær vil fortælle sin version af historien og samtidig berette om sit politiske liv forud for sagen - hvor hun blandt andet har haft indblik i magtkampene hos De Konservative og haft en rolle i formandsopgøret.

tik@bt.dk