Henning Linnemann, der ellers var opstillet til det kommende kommunalvalg i Halsnæs Kommune, er blevet ekskluderet fra Nye Borgerlige.

Det bekræfter lokalformand Karl Andersen fra Frederikssundkredsen – Frederikssund og Halsnæs Kommuner over for B.T.

Det sker efter, at der har floreret et Facebook-opslag fra Henning Linnemann, hvori han skriver: 'Jeg dræber også gerne en muslim eller to'.

»Det er jo det, der er kernen i det. Det er der ingen tvivl om. Det er jo noget, som Nye Borgerlige tager klar afstand fra,« siger Karl Andersen:

»Det ligger ikke i vores dna at udtale os på den måde. Det er ikke sådan, vi er. Vi er smadderkede af det, og det rigtigt ærgerligt, at der skal komme sådan nogle dumme sager frem.«

Kommentaren med 'Jeg dræber også gerne en muslim eller to' er inden for det seneste døgn blevet delt flittigt på sociale medier, men ifølge Karl Andersen er kommentaren fra Henning Linnemann »gravet frem fra et forholdsvis gammelt kommentarspor«.

Var du klar over, at han havde skrevet det?

»Nej, det havde jeg ingen idé om, for så havde vi jo taget action på det for længst,« siger Karl Andersen.

Og det betyder ikke noget, at det er en gammel kommentar?

»Nej, det gør det ikke. Når det kommer frem, må vi jo tage konsekvensen af det,« siger Karl Andersen.

Det var tirsdag aften, at Henning Linnemann først blev taget af valglisten for Nye Borgerlige og samtidig ekskluderet af partiet. Det skete efter flere samtaler med lokalformanden.

Var det hans eller jeres valg?

»Det er sket i al mindelighed. Det er noget, vi er kommet frem til i fællesskab, at det er sådan, det er. Han har taget valget, og vi har taget valget sammen med Henning,« siger Karl Andersen.

Der er kun under tre uger til kommunalvalget, og den dramatiske udvikling omkring Henning Linnemanns relation til Nye Borgerlige betyder derfor ikke, at han kan nå at blive fjernet fra valglisterne.

»Regler omkring valglister gør, at han ikke kan tages af listen på nuværende tidspunkt. Men han stiller ikke officielt op for Nye Borgerlige længere,« siger Karl Andersen.

Lokalformanden tror dog ikke på, at sagen vil få negative konsekvenser for partiet, når vælgerne 16. november skal sætte deres kryds.

»Det er selvfølgelig trist, at man skal miste en kandidat så tæt på valget, men det er bare sådan, det er,« siger Karl Andersen:

»Umiddelbart tror jeg ikke på, at det vil ændre ret meget for Nye Borgerlige. Jeg tror godt, at folk er klar over, at det er ikke sådan, at Nye Borgerlige er. Så jeg er ret fortrøstningsfuld i forhold til det.«

Det er ikke lykkedes for B.T. at få en kommentar fra Henning Linnemann selv. På lokalsitet Vielskerhalsnæs.dk har han tidligere i en valgpræsentation fortalt om sig selv, at han »har absolut ingen erfaring med kommunalpolitik eller politik i det hele taget.«

»Jeg stiller op for Nye Borgerlige med en tro på, at jeg sammen med andre kan flytte den politiske scene lidt mere mod højre end den er i øjeblikket, for tiden er 'de røde' alt for dominerende,« lyder det her.