Minksagen har ikke bare været en dyr omgang for statsminister Mette Frederiksens troværdighed.

Den ulovlige minkaflivning har også kostet skatteyderne i omegnen af 19 milliarder kroner.

Nu bliver den regning endnu større.

Et nyt ikke-offentliggjort notat fra Fødevareministeriet viser nemlig nu, at den samlede regning bliver mindst én milliard større end det, der indtil nu er oplyst til Folketinget og offentligheden.

Det er nedrivningerne af landets minkfarme, som medfører den ekstra regning.

Samtidig bliver fristen for, hvornår minkfarmene skal være revet ned forlænget fra 2024 til 2028.

»Det er et stort problem for minkavlerne, der i forvejen er blevet kørt rundt i manegen. De minkavlerne, der i forvejen venter på erstatning, kommer nu til at vente endnu længere på at komme videre. Det går bare ikke,« lyder det fra Torsten Schack Pedersen fra Venstre.

Der er i alt 1.246 minkvirksomheder, der har ansøgt om en såkaldt nedlukningserstatning.

Da regeringen sammen med Venstre, Radikale Venstre, SF og Liberal Alliance tilbage i januar 2021 lavede en politisk aftale om erstatning til minkavlerne og følgeerhverv, blev det aftalt, at det er staten, der skal betale for udgifterne til at få revet anlæg og lignende ned på minkfarmene.

Statsminister Mette Frederiksen præsentede Rasmus Prehn som ny fødevareminister på Amalienborg torsdag den 19. november 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen præsentede Rasmus Prehn som ny fødevareminister på Amalienborg torsdag den 19. november 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Dengang lød skønnet fra Fødeministeriet, at nedrivningen ville koste mellem 1,5 og 2,7 milliarder kroner.

Men i det nye notat, som er afsendt fra fødevareminister Rasmus Prehn 13. juli, lyder vurderingen nu at udgifterne til at gennemføre nedrivningerne kommer til at ligge på omkring 3,7 mia. kroner – altså en ekstraregning på mindst én milliard mere end man først har oplyst.

»Det er alt andet lige noget af en ekstraregning for den ulovlige ordre. Derudover undrer tonen fra Rasmus Prehn mig meget. Der er ikke skyggen af beklagelse eller anerkendelse for den ulykkelige situation, minkavlerne står i. Det er som om, at ministeren bare synes, det er helt fint, at minkavlerne skal vente op til i fire år mere,« siger Torsten Schack Pedersen.

Fødevareministeriets presseafdeling skriver i en mail til B.T., at partierne bag aftalen om erstatning til minkavlerne er inviteret til et møde hos Rasmus Prehn 30. august om indholdet i notatet.