Altman og Dr. Mefisto. To pseudonymer for politikere, der under anonymitetens dække, beskrev interne forhold i egne politiske partier. Nu sker det igen. Også denne gang er det en S-politiker, der står bag. »Den hemmelige socialdemokrat« hedder bogen, der udgives af People’s Press og udkommer mandag.
Bogens mest sigende anekdote går på, at der hjemme hos Ole Hækkerup er et diagram over den socialdemokratiske folketingsgruppe. På det har politikeren indtegnet alle relationer, interesser og konstellationer ved hjælp af pile mellem de forskellige socialdemokrater. Tykkelsen af pilen og farven på den fortæller, hvor stærk eller svag relationen er. Hvor magten ligger henne. Det er Ole Hækkerups version af »Paradise Hotel«.
Forfatteren sammenligner sig selv med netop den navnkundige Dr. Mefisto, der i klummeform hos Ekstra Bladet fortalte om interne affærer i Anker Jørgensens regering først i 80erne.Alliancer og magtopgør
Målet med whistleblower-bogen er at give en »fri og uhæmmet skildring af det indre liv på Christiansborg«.
Berlingske har læst bogen og kan berette, at det er en fortælling om de mange alliancer og magtopgør, den socialdemokratiske folketingsgruppe er gjort af. Hvem der står sammen med hvem og hvorfor. Men mest af alt handler den om den nuværende erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, hvorom skudsmålet fra forfatteren lyder:
»Han er en politisk overlever, og han vil spille spillet, altid.«
Forud for formandsvalget kalder Pia Gjellerup Helle Thorning for en »påklædningsdukke«, mens Mogens Lykketoft fortæller de andre, »hun jo godt kan gå hen og vinde, hvis vi ikke tænker os godt nok om«.
Da Helle Thorning bliver formand for partiet, og samarbejdet med SF er en realitet, kalder chefstrategerne Henrik Sass og Thor Möger hende for »Barbie-Helle« bag hendes ryg.
Ifølge den anonyme forfatter bliver det startskuddet på Bjarne Corydons alliance med Helle Thorning. En mand der med forfatterens ord, kan sin Machiavelli bedre end de fleste. Han fortæller formanden om de oprørske takter fra de to arrogante herrer og forudser, at de kan give vanskeligheder med de Radikale.
Således begynder fjendskabet mellem Bjarne Corydon og Henrik Sass. Et fjendskab, der ifølge forfatteren også vil tegne den kommende magtkamp hos Socialdemokraterne. Mette Frederiksen vil stå på den ene side med opbakning fra Sass, imens »magtstræberen« Corydon vil stå på den anden side, når kampen om formandsposten skal stå.
Forfatteren fremhæver alliancen mellem Henrik Sass og Carsten Hansen, der fik ryddet op i partiets Frank Jensen-støtter. I bogen lyder det, at de to har en fælles lidenskab for brune værtshuse, og begge er »udstyret med betydelig brutalitet og blottet for sentimentalitet omkring egne overbevisninger og gamle allierede«.
Henrik Sass faster i perioder og drikker igennem i andre, mens Carsten Hansen helst bare vil have en øl. Da Lars Løkkes bilagssag kører, siger Henrik Sass profetisk med historien om Cafe Vanilla i Køge in mente:
»Ender det ikke med at skade os selv? Jeg mener, vi har jo nok også selv siddet på værtshus engang imellem.«
Da det i sommeren 2011 bliver kendt i folketingsgruppen, at embedsmanden Bjarne Corydon står til en ministerpost, skaber det bitterhed hos Henrik Sass, Mette Frederiksen og Nicolai Wammen, lyder forfatterens analyse. Bitterheden vokser hos Henrik Sass, da han kort tid efter valgsejren i 2011 bliver orienteret af statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, om, at PET ikke kan sikkerhedsgodkende ham på grund af mistanken om rocker-relationer.
»Hvis man i dag kommer på tværs af Sass’ politiske planer, får man skrammer,« skriver forfatteren og fortæller en historie om, hvordan PETs nu fyrede øverste mand, Jakob Scharf, har haft et horn i siden på Henrik Sass lige siden dengang, han blev udmanøvreret af ham i de tidlige DSU-dage.
Forfatterens udgangsanalyse lyder sådan her: I dag er det tydeligt, at Mette Frederiksen plejer sin magt over gruppen ved at samarbejde med Henrik Sass. Bjarne Corydon er sammen med Helle Thorning en fjern figur for MFerne, men førstnævnte er »begyndt at forsøge sig med noget opsøgende arbejde« ved blandt andet at oprette et nyt netværk. Tilbage i Hækkerup-klanen, hvor organisationsdiagrammet med de mange pile ligger, sidder Nick Hækkerup og brygger på stærkere relationer.
En historie, der ligger i fortiden, men som stadig peger forud, er den om SFs Thor Möger, der i sin som kampagnekoordinator bliver opsøgt af en gruppe studerende, der vil høre om partiets inklusion af græsrødder. Han svarer, at folk skal have oplevelsen af at blive taget med på råd. Hvortil han tilføjer:
»Men gu’ gør de da røv. Vi styrer det hele og får det til at se ud, som om folk har noget at sige.«
