Nogen har de tre seneste måneder brugt adskillige tusinde kroner på Facebook på at udstille Lars Løkke Rasmussen som fuld og uansvarlig. Men hvem står bag »Blå Blok Indefra«? Og hvorfor blev indlæg pludselig skjult i denne uge?

I tirsdags ville Lars Løkke Rasmussen drikke et glas vand i folketingssalen.

Vandet fra den lille vandhane i salen var dog grumset, og Løkke skar ansigt, da han så vandglasset. Øjeblikket blev fanget af en kvik fotograf fra Politiken, og billedet blev første gang offentliggjort på Twitter samme dag klokken 15:09.

»Er det en Treo?« skrev en journalist fra Politiken for sjov, men fortrød senere og slettede sin besked fra de sociale medier.

Men et sted i Danmark var en idé født.

Og klokken 16:36 blev billedet af Løkke med vandglasset og det tvære ansigt lagt på en Facebook-side med teksten »Efter en glad aften i Nyhavn«. Under billedet stod Løkkes navn skrevet med brusetabletten Treos normale skriftype: L Ø K K E.

Budskabet var klart: Her er en politiker med tømmermænd i landets parlament. Ham kan du ikke stole på.

Bag billedet står en gruppe eller en person, der kalder sig »Blå Blok Indefra«. I løbet af de seneste knap tre måneder har »Blå Blok Indefra« drillet oppositionen med veltilrettelagte, skarpe og dybt personligt angreb mod Løkke og andre i den borgerlige lejr. Ofte i form af videoklip eller sjove billeder. Nogle af indlæggene er nået ud til omkring 100.000 personer. Og Blå Blok Indefra skiller sig markant ud fra alle andre sider med politisk spas på internettet, da bagmanden eller bagmændene bruger adskillige tusinde kroner på at promovere siden, der hele tiden bliver større og større.

»Jeg har ikke set nogen gøre dette før i en dansk politisk sammenhæng. Så vidt jeg ved, så er det første gang, at en anonym side direkte bruger annoncering for at skaffe sig den her form for opmærksomhed,« siger Benjamin Rud Elberth, digital chef i rådgivningsvirksomheden Geelmuyden Kiese, tidligere webredaktør hos Socialdemokraterne og et af de mennesker, der i Danmark ved mest om politisk kommunikation på sociale medier.

En hurtig vittighed på Twitter blev til en falsk reklame for brusetabletten Treo.
En hurtig vittighed på Twitter blev til en falsk reklame for brusetabletten Treo.
Vis mere

Hvor mange penge, Blå Blok Indefra bruger, er hemmeligt. Men omfanget er så stort, at det har fået politikere og rådgivere i den borgerlige blok til at underkaste Blå Blok Indefra stor opmærksomhed.

Benjamin Rud Elberth skyder på, at Blå Blok Indefra mindst har brugt 25.000-30.000 kroner på at nå sin nuværende position.

Kan være mange forskellige

Blå Blok Indefra blev lanceret på Facebook i slutningen af februar kort efter terror­angrebet i København. Et af de første indlæg var en video med Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard til mindehøjtideligheden på Østerbro.

»Er det god opførsel, at Pia Kjærsgaard ikke klapper af statsministerens tale til minde­højtideligheden?« stod der i den medfølgende tekst til videoen på Facebook.

En af de første, der dengang trykkede »synes godt om« på indholdet fra Blå Blok Indefra, er en politisk aktiv mand på venstrefløjen fra Vejle-området.

POLITIKO træffer ham tirsdag eftermiddag på mobiltelefonen og spørger specifikt til disse første indlæg. Hvordan kom han overhovedet ind på siden dengang? Kendte han bagmændene? Var der nogen, der anbefalede ham den? Så han en reklame?

Manden har tydeligvis ikke lyst til at tale og afviser ethvert kendskab til siden eller dens bagmænd.

»Der kan jo være tusinde forskellige mennesker, der står bag den,« siger han, der mener, at siden »jo ikke er partipolitisk«.

Du er vel enig i, at den kun går efter blå blok?

»Jamen, så har vi jo Berlingske til at vise den anden side,« siger han.

Samtalen bliver kort. Mindre end et døgn efter telefonopkaldet bliver netop de første indlæg skjult fra tidslinjen på Blå Blok Indefra. Videoklippet med Kjærsgaard og andet indhold fra dagene i februar kan stadig findes frem på siden, men det er ikke længere så nemt. Af gode grunde kan man ikke spørge bagmanden eller bagmændene, om der er nogen sammenhæng. De har skjult sig efter alle kunstens regler. E-mail-adresse? Telefonnummer? Postadresse? Bare et postnummer? Det kan man glemme alt om.

Nææææ...der står da Løkke på den fadøl, står der i taleboblen.
Nææææ...der står da Løkke på den fadøl, står der i taleboblen.
Vis mere

Selv har bagmændene eller bagmanden kun givet en meget kort beskrivelse af Blå Blok Indefra. »Sandheden og kun sandheden!« står der på Facebook-siden med tilføjelsen: »Kom ind bag murene og hør om planerne for en ny blå regering«.

Blå Blok Indefra er langtfra det første eksempel på en anonym smædekampagne på nettet­. Ved valget i 2011 var det Socialdemokraterne og daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt, der blev gjort til grin. Det skete blandt andet med siden »Alle børnene betalte skat, undtagen Helle, hun kunne ikke tælle« – en klar henvisning til Thorning-familiens meget omtalte skattesag. Siden om »Alle børnene…« er nu lukket, men undervejs nåede nogle af indlæggene ud til omkring 700.000 personer.

I dag finder man også andre politiske sider. For eksempel et mindre ambitiøst modtræk til Blå Blok Indefra kaldet »Rød Blok Indefra« med sloganet: »Hvis vi bare lover en masse, så hopper de nok på den igen«. Eller en side som »Lars Løkke er ren«, der har skældt ud på Løkke i flere år.

På siden »Valget er dit« vises forskellen mellem blå og rød blok med en række små tegninger – med blå blok i rollen som homofobiske, pengeforbrugende kapitalister uden en ordentlig miljøplan.

Også her er bagmændene hemmelige, men i et kort skriftligt interview med POLITIKO oplyser en ukendt talsmand, at siden er lavet af tre mænd omkring 40 år, der til dagligt arbejder som administrationschef, grafiker og illustrator.

Gruppen mener ikke, at der er noget galt i at lave en politisk reklamekampagne anonymt på internettet.

»Vi kunne have valgt at donere penge til en kandidat eller et parti, og på den måde være anonyme, men har valgt at bidrage til valgkampen på denne måde i stedet,« skriver talsmanden.

En grafik med 14 kritiske forsider fra Ekstra Bladet med Lars Løkke Rasmussen er blevet delt 225 gange.
En grafik med 14 kritiske forsider fra Ekstra Bladet med Lars Løkke Rasmussen er blevet delt 225 gange.
Vis mere

Kan være lavet i en kælder

I teorien kunne Blå Blok Indefra være lavet i en kælder på Samsø af en yderst kreativ knægt med lidt for mange konfirmationspenge.

Men den teori køber Jonas Juhler Hansen ikke. Han er direktør i det digitale marketingbureau Curious, har været med til at lave en række virale kampagner på internettet og har set nærmere på Blå Blok Indefra.

Jonas Juhler Hansen ser ikke Blå Blok Indefra som særligt nyskabende, men han mener, at der er tale om rutinerede kendere af internettets humor og virkemidler, som blandt andet bruger parodier på officielt materiale, sammenklip og såkaldte mash­ups, som var det hvor tids karikaturtegninger, der blandt andet kan udstille politisk hykleri. Og de ved, hvad de gør.

»Det er forholdsvis velproduceret på både indhold, research og eksekvering, så det tyder på, at det er organiseret,« vurderer Jonas Juhler Hansen.

Benjamin Rud Elberth er mere i tvivl, når han skal vurdere afsenderne.

»De startede rigtigt solidt ud, men i dag tror jeg ikke nødvendigvis, at det er et professionelt hold, der står bag den. Hvis det var et politisk parti, der virkelig var afsenderen, så havde der nok været mere struktur på indholdet,« siger han.

Kunne det ikke netop være en del af strategien, at man gerne vil have det til at se lidt tilfældigt ud?

»Jeg tror det ikke. Jeg tror stadig, at man ville køre det hele mere professionelt. Men sandheden er jo, at vi ikke ved det,« siger Benjamin Rud Elberth.

Flere billeder på Blå Blok Indefra gennemgår forskellige perioder i Lars Løkke Rasmussens liv, hvor han angiveligt har optrådt utilstedeligt. Her er vi i 1982.
Flere billeder på Blå Blok Indefra gennemgår forskellige perioder i Lars Løkke Rasmussens liv, hvor han angiveligt har optrådt utilstedeligt. Her er vi i 1982.
Vis mere

S-politikere deler video

På Christiansborg er det ikke svært at finde rygter og teorier om Blå Blok Indefra.

Den slags får nemt næring, når for eksempel folkevalgte socialdemokrater og rådgivere selv deler indlæg fra Blå Blok Indefra på Facebook og dermed er med til at give siden både opmærksomhed og troværdighed. Det skete for eksempel den 25. marts, hvor Blå Blok Indefra ved middagstid lagde en video op med Inger Støjberg, der i et TV-interview med Henrik Qvortrup – ifølge Blå Blok Indefra – åbner for at »pille ved dagpengene«.

Det 45 sekunder lange uddrag fra interviewet er klippet, tekstet og har fået kommentarer tilføjet undervejs. Godt en time efter offentliggørelse på Facebook deler en S-rådgiver videoklippet på Twitter, og på under en halv time senere på dagen deler de tre S-politikere Jens Joel, Astrid Krag og Simon Kollerup alle videooptagelsen.

»Del gerne,« opfordrer Astrid Krag sine næsten 20.000 venner på Facebook. Videoen er nu set af godt 94.000 mennesker.

Venstres næstformand, Kristian Jensen (V), kalder det »naturligt«, at mange har »interesse i at føre kampagne« mod en statsministerkandidat. Men han bryder sig ikke om hemmelighedskræmmeriet hos Blå Blok Indefra.

»Jeg vil vide, hvem jeg taler med. Jeg synes, det er fejt at gemme sig bag falske profiler eller hemmelige sider uden at tilkendegive, hvem man er. Og særligt hvis der er kampagne­budgetter bag,« siger Kristian Jensen, der ikke vil »gå ind i en gætteleg omkring, hvem der står bag hvilke sider på Facebook«.

Kristian Jensen tilføjer dog, at Venstre har bemærket »hvordan Socialdemokraterne lige nu fører en personlig skræmmekampagne mod Lars Løkke Rasmussens person«.

Blå Blok Indefra logo på Facebook.
Blå Blok Indefra logo på Facebook. Foto: Kilde: Blå Blok Indefra
Vis mere

Et glimt i øjet

Hos Socialdemokraterne afviser sekretariatschef Lars Midtiby, at partiet har støttet eller hældt penge i initiativer som Blå Blok Indefra.

»Det kan jeg svare meget klart på: Det kunne vi aldrig finde på,« siger Lars Midtiby.

Han har selv trykket »synes godt på« på indhold fra Blå Blok Indefra, og han kalder det »helt uproblematisk,« at socialdemokratiske folketingsmedlemmer deler indhold fra en anonym side. De står jo selv inde for indholdet, lyder forklaringen.

»Jeg følger ikke siden så tæt, men det er min forståelse, at noget af det er meget humoristisk. Det er vist mest sådan med et glimt i øjet,« siger Lars Midtiby.

Tror du, at siden har nogen betydning i den politiske kamp om stemmer?

Lars Midtiby er stille et øjeblik. Så siger han:

»Der er mange ting, der påvirker folk. Jeg tror ikke, at den for alvor har betydning, når de skal sætte deres kryds. Så er det mere substans, der spiller en rolle,« siger Lars Midtiby.

Når Løkke cykler rundt i København stopper han gerne 13 steder og drikker øl undervejs, lyder logikken bag dette opslag fra Blå Blok Indefra.
Når Løkke cykler rundt i København stopper han gerne 13 steder og drikker øl undervejs, lyder logikken bag dette opslag fra Blå Blok Indefra.
Vis mere

Taler om Løkke og Treo

Benjamin Rud Elberth er ikke i tvivl om, at siden »i en eller anden form« har en betydning­.

»Den kan være med til at farve diskursen om en sag. Hvad skal vi tale om? Og hvordan vi taler om det? Det er helt de samme konkurencebetingelser, som politikerne selv har, når de lægger ting ud på Facebook eller taler med en journalist. En side som Blå Blok Indefra kan godt være med til at lægge et digitalt tryk, der har betydning,« siger Benjamin Rud Elberth.

Han henviser til, at mange politiske diskussioner på internettet tager udgangspunkt i enten noget humoristisk eller en tabloid historie. Derfra kan et emne så vandre videre over i den offentlige politiske debat.

»Det får os jo til at tale om Løkke og Treo. Det har uden tvivl en effekt. Og det er lige akkurat dér, at anonyme profiler er farlige: De kan gå langt over injuriegrænsen uden at blive holdt ansvarlige,« siger Benjamin Rud Elberth.

Da POLITIKO i sidste uge begyndte researchen på denne artikel, havde Blå Blok Indefra omkring 7.000 fans på Facebook. Det tal er nu mindst 9.000. Der kommer nye til hver eneste time.