Statsminister Helle Thorning-Schmidt har ikke helt mistet sin humoristiske sans.

- Hvedebrødsdagene er forbi. Nu skal I til at være kritiske, sagde hun til journalisterne, da hun holdt tirsdags-pressemøde samtidig med, at regeringen rundede 100 dages regeringstid.

100 dage i strid politisk modvind med anklager om løftebrud og et voldsomt dyk i meningsmålingerne.

Partiet ligger omkring 21 pct. mod 24,9 ved valget. Og hver fjerde, der stemte på Socialdemokraterne, ville ifølge en meningsmåling fra Wilke for Newspaq foretrække Margrethe Vestager eller Lars Løkke som statsminister.

Om det var Dronningens jubilæum eller regeringens 100 dages-jubilæum, der gjorde det, er uvist, men Helle Thorning-Schmidt var nervøs og havde svært ved at styre pressemødet.

Hun prøvede flere gange uden held at stoppe spørgere og komme videre til andre spørgsmål.

’Danmark på rette spor’

- Jeg er rigtig godt tilfreds med det, vi har fået gennemført de første 100 dage. Vi har gjort, hvad vi kunne for at bringe Danmark på rette spor. Dét, vi kunne have gjort bedre, er, at vi, der var i tårnet i 14 dage, burde have været bedre til at kommunikere ud, at det var et kompromis, siger Helle Thorning-Schmidt med henvisning til det lange forhandlingsforløb mellem S, SF og R på hotel Crowne Plaza.Smilene var store, da Helle Thorning-Schmidt præsenterede sin nye regering 3. oktober sidste år.

Danmark havde fået et nyt politisk flertal efter ti år med VK-regeringen med Dansk Folkeparti på hjul.

Siden er smilene stivnet en kende hos både regeringstro vælgere, men også hos regeringen selv.

Begyndelsen har ganske givet være noget hårdere, end regeringen både havde håbet og drømt om.

Politisk kommentator og chefredaktør på Fyns Amts Avis, Troels Mylenberg, synes dog også, at regeringen har haft heldige beslutninger efter 100 dage ved magten:

- Det var imponerende, hvordan finansloven blev kørt roligt i hus med Enhedslisten, der aldrig har lagt stemmer til en finanslov før. Det er også imponerende, hvordan hun har formået at samle tre så vidt forskellige partier i en regering.

Levede i parallel-verden



- Men det er skuffende, at hun ikke ville erkende, at løftebrudsdebatten ikke bare var opfundet af pressen. Befolkningen havde faktisk et reelt indtryk af, at regeringen havde sagt et og gjort noget andet.

Det virkede som om, Thorning levede i en parallel-verden, og at hun ikke engang ville forholde sig til det. Vi så nogle absurde pressemøder, hvor hun sagde, at det gik så godt, mens resten af Danmark havde en anden opfattelse, siger Troels Mylenberg.

- Thorning har dygtigt fået ændret en politisk kultur, der i ti år under VK-regeringen var meget styret af kontraktpolitik, til nu at være et spørgsmål om det muliges kunst. Men hun skulle have lagt kortene på bordet og forklaret, at der var ting, de ikke ville være i stand til at gennemføre, siger politisk kommentator Lotte Hansen.

- Ganske vist forsøger Thorning at overbevise omverdenen om, at hun stort set intet fortryder.

Men Villy Søvndal (SF) er nok tættere på sandheden, når han konstaterer, at regeringen bærer et betydeligt ansvar for den massive debat om løftebrud.

Med en omskrivning af et berømt citat sidder mange danskere tilbage med følelsen af, at Helle Thorning kom, så - og snød!

Det indtryk er ødelæggende for regeringen, siger Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen.