Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) påpeger i sin nye bog, at hun på egen krop oplevede, at der fortsat er forskel på, hvordan kvinder og mænd bliver vurderet i dansk politik

Når Helle Thorning-Schmidt sammenligner sin egen statsministerperiode med Anders Fogh Rasmussens, så er det et eksempel på, hvordan kvinder og mænd bliver vurderet forskelligt i politik, mener hun.

»Jeg er blevet beskyldt for, at man ikke kunne mærke mig og at man ikke kunne finde ud af, hvad der var inde bagved. Det spørgsmål blev aldrig problematiseret i forhold til Anders (Fogh Rasmussen, red.),« siger Helle Thorning-Schmidt, der i sit nuværende virke som direktør i Red Barnet International dagligt ser kvinder og piger i hele verden, der stadig skal kæmpe for deres ret til at blive hørt.

Nu har hun i samarbejde med journalisten Nina Munch-Perrin skrevet sin biografi, ”Hvad man ikke dør af”, der udkommer i dag torsdag. Og drivkraften til at få skrevet bogen har været opgør med det billede der er blevet tegnet af hende i offentligheden og i stedet give folk et indblik i, hvordan hun har oplevet sin aktive tid i politik. Og hendes oplevelse er, at hun og Anders Fogh Rasmussen blev vurderet forskelligt.

»Det handler om den generelle omtale. Og det svære ved den diskussion er, at det er svært at sætte finger på den ene ting, der gør forskellen. Det, tror jeg, kvinder vil give mig ret i. Når de er blevet forskelsbehandlet på en arbejdsplads, så handler det om flere forskellige ting. Vi syntes, det var rigtig fint, at Anders Fogh var så stålsat, at han ikke skiltede med sine følelser, og at vi aldrig var helt sikre på...at vi ikke helt kunne mærke ham. Det blev opfattet som beslutningskraft og lederevner. I mit tilfælde blev det opfattet som køligt og problematisk.«

Men skal kvinder være ledere på mændenes præmisser?

»Nej, og det er vi heller ikke. Men man kan ikke være formand for Socialdemokratiet eller være statsminister, hvis man ikke er i stand til nogen gange at 'lukke lidt støj ude' og træffe beslutninger. I sidste ende sidder man alene på sit kontor og skal træffe en beslutning. Og det kræver lederevner og en sikker hånd på rattet.«

Men i forhold til at lytte så var der mange, der prøvede at give dig et vink med en vognstang om, at I skulle ændre kurs fx i forhold til dagpengereformen, DONG-sagen og lærerkonflikten.

»Ja, men det er ikke det samme som at jeg ikke lyttede. Det handlede om, at vi var uenige, men vi var en samlet ledelse, der stod bag.«

Da du i sin tid sagde ja til at blive formandskandidat, hvilke overvejelser havde du så om at ændre partiet?

»Socialdemokratiet havde på det tidspunkt haft en lang årrække, hvor vi havde været i strid med hinanden om bl.a. udlændingepolitikken, skattepolitikken og den økonomiske politik. Det var, fordi befolkningen havde flyttet sig fra at være meget fællesskabsorienterede til at blive mere individorienterede. Der passede Anders Foghs skattestop, og udlændingepolitik bedre til, hvordan befolkningen havde udviklet sig. Så min opgave var at få flyttet Socialdemokratiet, så vi havde svar på de udfordringer og var mere i samklang med befolkningen.«

En af grundene til at du afviser at kommentere den nuværende politik er, at du selv oplevede et par tidligere formænd, der trak tæppet væk under dig et par gange, bl.a. Poul Nyrup i DONG-sagen og Lykketoft i skattepolitikken. Ser du også det som en af forskellene på mandlige og kvindelige politikere?

»Nej. Men jeg synes, det kan være interessant for folk at se, at det selvfølgelig betyder noget, når Ritt (Bjerregaard, red.), Poul (Nyrup Rasmussen, red.) eller Mogens (Lykketoft,red.) går ud med så stærke holdninger til tingene. Det var jo nærmest komisk, at Martin Lidegaard (R) og jeg samtidig rejste rundt i verden og anbefalede Mogens Lykketoft som den mest fantastiske person til at være formand for FNs Generalforsamling, samtidig med at han svinede os til herhjemme imens.

Hvorfor er det vigtigt for dig at beskrive de her ting?

»Altså ud over at det har sin egen komik, så har det været vigtigt for mig at beskrive, at det har betydning, når det sker. Det har også været vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke selv vil gøre det samme. Jeg har godt set, at Henrik (Sass, red.) er blevet meget sur, men hvis man læser hele bogen, så er der faktisk også mange positive historier.

Ja, Sass bliver vred og siger, at du efterlader en stor skuffelse i Socialdemokratiet for din håndtering af ledelsesansvaret?

»Jeg beskriver det makkerskab Henrik og jeg har haft med hinanden helt fra starten. Og man skal jo have boet under en sten, hvis man ikke har kunnet se, at det makkerskab Henrik og jeg havde i 2005 var anderledes og mere intenst, end det var i 2011. Men jeg kunne aldrig drømme om ikke at påtage mig det fulde ansvar for det hele.«

SF havde det svært, og dit eget bagland havde det svært med at blive presset af De Radikale. Burde du ikke have taget ansvar for at løse det problem?

»Jeg synes, at vi efter bedste evne havde fundet den fællesmængde, som var muligt. Udfordringen var at vi var politisk uenige, men på trods af det fik vi Danmark ud af den økonomiske krise, og vi har stadig et velfungerende velfærdssamfund, hvor vi har solidariteten i behold.«