Den detroniserede Venstre-formand, Lars Løkke Rasmussen, glimrede ved sit fravær, da Jakob Ellemann-Jensen lørdag blev valgt som hans efterfølger.

Mens oprøret mod Løkke buldrede i Venstre, fulgte Helle Thorning-Schmidt med fra sidelinjen. Og hun føler med sin tidligere rival – af én helt særlig grund.

Både oprørere i Venstre og politiske kommentatorer har påpeget, at Løkke forsøgte at klamre sig til magten, selv da taburetten brændte under ham.

Men Helle Thorning har selv prøvet at miste den magt, Lars Løkke Rasmussen netop måtte afgive ufrivilligt. Og det er ikke ligetil.

»Det præger et menneske at stå i spidsen. At være statsminister er det ultimative. Man er sidste beslutningstager. Hvor går man hen derfra?« siger Helle Thorning Schmidt til Berlingske.

For fire år siden mistede Helle Thorning-Schmidt både statsministerposten og formandsposten i Socialdemokratiet – efter at have tabt valget til netop Lars Løkke Rasmussens Venstre. Det vendte hendes liv fuldstændig på hovedet.

Helle Thorning-Schmidt skulle redefinere sig selv. Finde noget nyt at kaste sig over. Endda samtidig med at døtrene flyttede hjemmefra, og Thorning og manden, Stephen Kinnock, solgte deres hus på Østerbro i København.

Hun føler derfor med Lars Løkke Rasmussen, som nu skal igennem den samme proces.

Arkivfoto. Helle Thorning-Schmidt overdrog Statsministeriet til Lars Løkke Rasmussen i 2015.
Arkivfoto. Helle Thorning-Schmidt overdrog Statsministeriet til Lars Løkke Rasmussen i 2015. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

»På den måde føler jeg, menneske til menneske, en sympati med Lars, der lige har været det samme igennem. Det er en hård tid. Men jeg var meget afklaret med, at jeg måtte sige farvel, også til Folketinget. Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at falde i sure-grøften og være hende, der sidder nede på bagerste række og brokker mig. Jeg skulle videre,« siger Helle Thorning-Schmidt til Berlingske.

Måske kan sidstnævnte tolkes som et råd til Lars Løkke Rasmussen?

Et råd, Lars Løkke ser ud til at følge. Sådan da. Over for DR bedyrede Løkke, kort efter at magten gled ham af hænde, at han ville fortsætte i politik som menigt medlem af Venstres folketingsgrupppe.

Men samtidig har han og konen, Sólrun, sat nye projekter i søen.

»Jeg har hjulpet Sólrun i gang med en livslang drøm, hun har haft om at lave grupperejser til Færøerne,« fortalte Lars Løkke Rasmussen på DR1.

Helle Thorning-Schmidt fik et internationalt topjob som direktør for 'Save The Children', organisationen, der her til lands er kendt som 'Red Barnet'.

Den stilling sagde hun op tidligere i år til fordel for en karriere som selvstændig rådgiver og bestyrelsesmedlem.

Helle Thorning Schmidt blev Danmarks første kvindelige statsminister i 2011.