Sagt i sin grundlovstale

På et koldt og blæsende grundlovsmøde på Metalskolen i Jørlunde i Nordsjælland sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt, at hun godt forstår, hvis mange mennesker finder det ulogisk at de skal arbejde mere, når der lige nu er 160.000 arbejdsløse.

- Mange har sagt til mig, at de ikke fatter det budskab i en tid, hvor der er arbejdsløshed. Jeg forstår det godt. For det lyder da mærkeligt for rigtig mange danskere, at vi skal arbejde mere. For mange oplever ganske enkelt, at der ikke er brug for dem på arbejdsmarkedet. Eller at naboens søn ikke kan få en praktikplads. Eller at der er store fyringsrunder på hæderkronede virksomheder. Eller at arbejdspladser bliver flyttet ud af Danmark.

Til dem vil jeg sige; Jeg forstår godt, at det klinger mærkeligt, at regeringen beder jer om at arbejde mere, når der er alle de andre udfordringer her og nu. Måske har vi og jeg selv heller ikke altid være så gode til at fortælle, hvorfor det er sådan, sagde Helle Thorning-Schmidt i sin grundlovstale.

Hun lagde vægt på, at regeringen ikke har valgt den nemme vej og bildt nogen ind, at arbejdspladserne kommer af sig selv.

- Tværtimod har vi i lang tid sagt, at danskerne skal arbejde hårdere for at fastholde den velfærd, vi gerne vil have, sagde hun.

Helle Thorning-Schmidt kom også ind på de igangværende forhandlinger om regeringens udspil til en skattereform. Hun glæder sig over, at det i går lykkedes at blive enige med en række partier i Folketinget om gennemføre en hurtig erhvervspakke, der på sigt kan skabe 7.500 nye arbejdspladser.

Har du tiltro til, at Helle Thorning-Schmidt og hendes regering kan forbedre dansk økonomi og skabe arbejdspladser? Deltag i debatten herunder: