Godt, lad os så komme videre til andre og større ting i tilværelsen, lyder det fra SFs Villy Søvndal.

Man kan næsten høre ham drage et lettelsens suk over, at Helle Thorning-Schmidt endelig har indset, at hendes mand, Stephen Kinnock, skal betale skat i Danmark fra 2009 og i årene fremefter.

Desværre glæder han sig for tidligt. Endnu er det sidste ord ikke sagt.

Skattesagen har afsløret alvorlige mangler i både hendes forklaring og i hendes dømmekraft.

Når Helle Thorning-Schmidt bedyrer, at hendes fortolkning af de komplicerede skatteregler har været korrekt hele vejen igennem, kan man undre sig over, at det tog hende en uge at lukke sagen.

Og når hun så tilføjer, at hendes mand vil betale skatten ganske frivilligt for at undgå den blotte mistanke om, at han befinder sig i en gråzone, springer kæden helt af.

Kun en idiot betaler 250.000 kr. om året i skat, hvis ikke det er nødvendigt. Det havde klædt Helle Thorning-Schmidt at indrømme, at hun tog fejl og blev klogere på reglerne, da B.T. bragte sagen frem.

Når forløbet har vist pinlige brist i hendes dømmekraft, hænger det sammen med, at hun intet har lært af de mange advarsler, hun har fået.

Da hun i 2003 var medlem af Europa-Parlamentet, fik hun Københavns Kommune på halsen, fordi hun havde misforstået reglerne om skattepligt i udlandet. Og da det i 2007 kom offentligt frem, at Kinnock ikke betalte skat i Danmark, opdagede hun slet ikke det minefelt, hun var på vej ind i.

Hvis S-formanden dengang havde hyret en revisor, havde der ikke været noget at komme efter. Men det er der nu, fordi hun dumstædigt holdt fast i sin lemfældige fortolkning af reglerne.

Med sin usikkerhed og sine skiftende forklaringer har hun placeret sin egen troværdighed i gråzonen.

Det ser ikke godt ud, at en dansk avis med en håndfuld artikler kan skrælle formatet af den socialdemokratiske statsministerkandidat. Man kan næsten ikke forestille sig, hvor galt det kan gå, hvis hun som regeringschef i Danmark skal op imod frygtindgydende statsledere fra USA, Rusland og Kina.

Nu skal hun bruge tiden frem til næste valg på at genopbygge renommeet. For hendes egen skyld må man håbe, at valget kommer så sent som muligt. Læs mere i dagens avis.