Opbakning til den socialdemokratiske statsminister er dalet heftigt, efter at hun sammen med resten af regeringen lavede skatteforlig med V og K

Det er ikke bare SF, der er upopulær efter skatteaftalen mellem regeringen, Venstre og Konservative. Opbakningen til Helle Thorning-Schmidt (S) som landets statsminister er nemlig meget lav i en måling, som Rambøll/Analyse Danmark har lavet for Jyllands-Posten.

Bare 16,9 pct. af vælgerne foretrækker hende som regeringschef, mens hele 43,9 pct. foretrækker Venstres formand Lars Løkke Rasmussen.

Den radikale leder, Margrethe Vestager, er favorit for 11,6 pct. af vælgerne, mens 7,8 pct. af vælgerne foretrækker beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), når de får muligheden.

Politisk ordfører Magnus Heunicke (S) afviser, at målingen kan ses som udtryk for, at vælgerne foretrækker en Venstre-statsminister, når regeringen alligevel fører skattepolitik, som Enhedslisten har betegnet som »blå«.

- Venstres oprindelige plan om skattelettelser - altså videoen på Youtube - indeholdt ufinansierede skattelettelser for 13 mia. kr. Efter mange krumspring fra Venstre er det lykkedes regeringen at få hevet hele Venstres forslag væk og fået Venstre til at lægge stemmer til stort set hele regeringens forslag, siger Magnus Heunicke til Jyllands-Posten.

BNB