Under tv-duellen på Sørup Herregaard her til aften rakte Pia Kjærsgaard hånden ud til samarbejde med Helle Thorning-Schmidt.

- Vi vil ikke sætte os over i et hjørne, hvis du danner regering, siger Pia Kjærsgaard til Helle Thorning-Schmidt og lover hende, at Dansk Folkeparti vil søge indflydelse også efter et valgnederlag til de borgerlige ved næste valg.

Men det tilbud kunne Helle Thorning-Schmidt ikke bruge. Hun lover dog, at det med hende for bordenden i Statsministeriet skal være slut med at føre "gold blokpolitik."

De to magtfulde kvinder kæmper om magten i Danmark og på mange måder om de samme vælgere: De almindelige danskere – dem, der holder hjulene i gang uden at gøre så meget væsen af sig selv, dem, der helt ind i stemmeboksen vakler mellem blå og rød blok. Kort sagt: Dem, der afgør folketingsvalg i Danmark.

Det er Helle Thorning-Schmidt, der har kastet handsken. Hun udfordrede Pia Kjærsgaard til duel om Danmark.

Den forsvarende mester, Pia Kjærsgaard, valgte torsdagens scene i Ringsted. Socialdemokraterne vil helt til Sønderborg, hvor en retur-match afvikles i næste uge.

Helle Thorning har mere på spil end Pia Kjærsgaard, selv om denne duel er utroligt vigtig for dem begge. Hvis Thorning vil være statsminister, skal hun vise, at hun ikke bare kan spille uafgjort mod Pia Kjærsgaard, men at hun kan vinde over hende i en debat. Til gengæld har hun meningsmålingerne med sig og står stærkere end nogensinde.

Pia Kjærsgaard er svækket af at have hjulpet VK-regeringen med upopulære tiltag, så hun kan beskyldes for at stå bag nedskæringer på offentlig service og skattelettelser, der giver mere til de velbjærgede.

Pia Kjærsgaard kan til gengæld glæde sig over, at sammenholdet på rød stue knager i fugerne, især på grund af de Radikale, som er uenige med S og SF i en lang række hovedpunkter.

Kjærsgaard kan vinde mange debatter på sin næse for politik og på bare at være sig selv, men hun skal oppe sig, fordi hun for første gang længe oplever modvind i meningsmålingerne.

Helle Thornings fremtoning er stærk. Hun høstede i september værdifuld erfaring under sin tv-duel med Løkke og scorer tårnhøjt hos egne vælgere.

Men er det nok til at vinde magten?