Tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Søren Krarup, kalder Martin Krasniks Deadline-interview med Lars Hedegaard for "mordforsøg for åben skærm" i en kronik i Berlingske. Samtidig roser han Lars Hedegaard for at bevare fatningen under interviewet.

Martin Krasniks interview med islamkritikeren Lars Hedegaard har været heftigt debatteret på de sociale medier de seneste dage, og nu blander Søren Krarup, tidligere Dansk Folkeparti, sig også i debatten. I en kronik i Berlingske beskylder han Deadline-værten Martin Krasnik for 'underlødigt angreb', efter at han har haft lejlighed til at se Martin Krasniks indledende bemærkninger til Lars Hedegaard. Martin Krasnik skrev, ifølge Søren Krarup, således til Lars Hedegaard før interviewet:

- Jeg er stor beundrer af din vedholdenhed og dit mod til at sige din mening! Det glæder mig utroligt meget, at du klarede det kujonagtige, rædsomme angreb på dig og er konstant forundret over den udbredte, manglende evne til at bakke dig klart og tydeligt op. Det ville være helt fantastisk og interessant at have dig i programmet til et langt interview.

På den baggrund skulle der ifølge Søren Krarup, have været lagt op til en lødig samtale, mellem Krasnik og Hedegaard, men der tog han fejl.

Krasnik som afhøringsofficer

Søren Krarup kalder i kronikken Martin Krasnik en afhøringsofficer, hvis ambition var at afsløre og mistænkeliggøre Lars Hedegaard. Søren Krarup skriver endvidere, at Krasnik ikke gav Lars Hedegaard en mulighed for at svare på de mange spørgsmål.

- Når han ville svare, blev han afbrudt. Når han ville forklare sig, blev hans forklaringer løbet over ende af den insisterende afhøringsofficer (Martin Krasnik), skriver Søren Krarup.

Søren Krarup afslutter kronikken med at rose Lars Hedegaard for hans imponerende ro og stilfærdige facon, til trods for bygerne af insinuationer og angreb, der blev skudt med mod Hedegaard, fra Krasniks side.

Du kan se interviewet her (eksternt link)