Det er for nogen en stor ære at blive spurgt, om de vil stille op for deres parti til folketingsvalget.

Det skete for et år siden for Anette Svindborg, da Dansk Folkeparti gerne ville have hende som kandidat. 

Hun takkede ja til den fornemme opgave og gik straks i gang med at få trykt 400 valgplakater udover de 1.000, hun havde stående derhjemme i forvejen fra et tidligere valg.

Men hun kan i realiteten kassere dem alle sammen nu. For Dansk Folkepartis ledelse har meddelt det nuværende byrådsmedlem i Morsø, at hun ikke skal være kandidat alligevel, skriver TV Midtvest.

I en skriftlig kommentar til mediet fortæller Dansk Folkepartis partisekretær, Erik Bjørn Møller, at partiet hellere ser, at hun fortsætter i lokalpolitik.

»Jeg blev da skuffet og ked af det. Jeg havde betalt for plakater og fortalt folk, at jeg skulle stille op,« siger Anette Svindborg til TV Midtvest.

Tidligere har TV 2 Nord også berettet om en DF-politiker, som blev vraget.

Det var Arne Hyldgaard fra Hjørring, som stod med hele 900 valgplakater og en folieret bil, men også endte med at blive vraget.