Det canadiske konsulat er fredag aften officielt blevet indviet med tilstedeværelse af landets udenrigsminister, Anita Anand.
Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), skulle have deltaget i den canadiske åbning af konsulatet i Nuuk, men et forsinket fly har sat en stopper for de planer.
Lars Løkke Rasmussens fly er fredag aften kort før klokken 19 endnu ikke lettet fra Københavns Lufthavn. Det oplyser udenrigsministeriet til Ritzau.
Så snart det er muligt at sætte kursen mod Grønland, rejser udenrigsministeren dog fortsat til Nuuk trods den missede konsulat-åbning.
Løkkes besøg, der også har officielt program lørdag, omhandler således også »en række politiske drøftelser om den sikkerhedspolitiske situation i Arktis«, har udenrigsministeriet tidligere oplyst.
Tidligere fredag lød det således fra Løkke:
»Vi deler værdier, ser ens på den geopolitiske situation i Arktis og samarbejder tæt i Arktisk Råd, FN og Nato,« siger den danske udenrigsminister.
»Konsulatet vil være med til at åbne døre for endnu mere samarbejde og samhandel mellem Canada og Grønland, og det er selvfølgelig værd at markere i fællesskab.«
