Der er ikke umiddelbart meget latter i de foreløbige valgvideoer fra blå blok.

Til gengæld er der overskud og plads til et smil i videoerne fra folketingsmedlemmerne fra de to regeringspartier.

Det viser en umiddelbar gennemgang af de første valgvideoer, der i disse dage bliver spredt på sociale medier.

Vi har udvalgt fem, som du bør se:

Den indforståede

Ida Auken
De Radikale
Offentligjort på Facebook søndag 15:40
Set af godt 136.000

Den radikale Ida Auken laver en yderst indforstået joke ud af årets mest berømte Facebook-opdatering i dansk politik: Inger Støjbergs kommentar til en gruppe »indvandrerdrenge« i en biograf. Kontekst er alt. Og undervejs bliver Ida Auken da også ringet op af netop »Inger S« på mobilen.
Vigtigste sætning: »Undskyld - er du ikke sød at slukke for din mobil?«

Den mest sete

Lars Løkke Rasmussen
Venstre
Offentligjort onsdag kl. 11:06
Set af godt 504.000

Offentliggjort i samme sekund Thorning officielt udskrev valget er Løkkes 48 sekunders video yderst velproduceret, lækkert lys og håndholdt kamera.
Vigtigste sætning: »For fremtiden skal vi arbejde mere for velfærden«

Den med humor

Mogens Jensen
Socialdemokraterne
Offentliggjort i dag kl. 8:29
Set af godt 8000

Handels- og udviklingsministeren Mogens Jensen har forberedt sin valgvideo grundigt. Der er optagelser fra udlandet, den er velklippet og der er god brug af musik. Den er lidt tynd på substans - for nu at sige det mildt - men den fremtvinger et smil.
Vigtigste sætning: »Jeg mødte den danske minister, og jeg tror, at han var en smule beruset«

Den med perfekt timing

Socialdemokraterne
Offentliggjort søndag 20:19
Set af godt 195.000

Under debatten mellem Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt sagde Thorning, at der var »gået Panorama i den« - en klar henvisning til Løkkes sag om en mulig tidligere ansat i firmaet Panorama. I samme øjeblik trykkede en kampagnemedarbejder hos Socialdemokraterne på knappen og frigav denne velproducerede video på Facebook.
Vigtigste sætning: »Ups! Der gik vist Panorama i den«

Den med indhold

Anders Samuelsen
Liberal Alliance
Offentliggjort torsdag kl. 8:37
Set af godt 129.000

Liberal Alliance har foreløbig lagt deres vægt bag en næsten tre minutter lang yderst velproduceret valgvideo med partiformand Anders Samuelsen, der går rundt på gangene på Christiansborg og taler om partiets politik. Modsat mange andre videoer har Liberal Alliance valgt at holde fokus på substans: Hvad vil partiet rent faktisk? Gode grafikker hjælper.
Vigtigste sætning: »Det tror jeg godt, at vi kan leve med«