Kristian Jensen foreslog en økonomisk reformpakke, og formand Ellemann-Jensen fratog ham hans ordførerskab.

Der er splittelse i Venstre, og formand Jakob Ellemann-Jensen (V) er spændt hårdt for, fordi han ikke har sat en klar dagsorden. Det mener politisk kommentator Hans Engell.

- Ellemann er hårdt presset, fordi det ikke er lykkedes at skabe ro i folketingsgruppen, at få andre blå partier til at samles om ham som statsministerkandidat, og det er ikke lykkedes at sætte en klar politisk dagsorden.

- Han er presset hele vejen rundt. Det eneste, han kan glæde sig over, er, at Venstres meningsmålinger ikke er værre. Indtil videre har han været en slem skuffelse, siger Hans Engell.

Tidligere næstformand Kristian Jensen (V) foreslog i weekenden en økonomisk reformpakke, der skal aftales hen over midten.

Ellemann slog hårdt ned. Jensen blev frataget sit ordførerskab og udvalgsposter, fordi han bevægede sit ind på formandens enemærker.

Ekstrabladet og Berlingske har beskrevet, hvordan der er opstået en L-bande i Venstre, som har taget en del af styringen, fordi der er opstået et ledelsesvakuum.

Både Ellemann og næstformand Inger Støjberg (V) har travlt med at rejse rundt og pleje baglandet efter opgøret i sensommeren.

L-banden består af finansordfører Troels Lund, politisk ordfører Sophie Løhde og gruppenæstformand Karsten Lauritzen og har fået navn efter deres efternavne.

- Venstre har altid haft interne diskussioner, men uden at det er endt i kaffeklubber eller gruppedannelser, som man ser i Socialdemokratiet. Der er skabt en irritation over L-banden, og at Ellemann ikke rigtigt trænger igennem som leder, siger Hans Engell.

Flere V-ordførere er kommet med soloudmeldinger, men det var inden for eget område. Kristian Jensen kom med en langsigtet, strategisk udmelding, som er forbeholdt formanden, påpeger Hans Engell.

/ritzau/