Det er bestemt ikke for sarte sjæle at være blandt landets mest fremtrædende folkevalgte.
For hvert eneste år skal toppolitikerne stå model til stadig flere tilfælde af trusler og tilsvininger, vurderer mangeårig betragter af dansk politik indefra og udefra Hans Engell.
»Det er blevet hamrende hårdt at være i toppolitik i Danmark. De seneste 10 til 15 år er det blevet stadig værre,« siger den nuværende politiske kommentator.
Vurderingen sker, efter at Mattias Tesfaye (S) er blevet spyttet på i metroen, Zenia Stampe (R) har modtaget en dødstrussel, mens justitsminister Søren Pape (K) og integrationsminister Inger Støjberg (V) har fået politibeskyttelse ved deres hjem.

Alt sammen er sket inden for to dage.
Det brutale klima, der omgiver politikerne, er af nyere dato, mener Hans Engell. For i sin egen tid som folkevalgt, der førte til titler af forsvars- og justitsminister, var der ikke samme forråede syn på, hvad danskere mente at kunne udsætte politikerne for, fortæller han.
»Man oplevede ikke tidligere, at politikerne ikke kunne være i fred på deres privatadresser. Jeg var minister i otte år, og kun én gang i de år skete det, at der var en demonstration foran mit hjem - det var en enmandsdemonstration,« siger han og fortsætter:
»Når jeg taler med politikerne i dag, er det en helt anden situation. Også for politikerne i provinsen.«

»Jeg hører, at de bliver udsat for at blive opsøgt og truet på deres privatadresser, så de ikke længere har den samme frizone som tidligere.«
Hans Engell giver sit bud på, hvad der har forårsaget den negative udvikling:
»Der er kommet mere konfrontation på særligt udlændingeområdet. En anden årsag er de sociale medier, hvor der er skabt et univers med en tone, der ofte er meget brutal og kynisk.«
»Og så spiller det en rolle, at medierne går tættere på politikerne end nogensinde før, og det er til en vis grad politikernes egen skyld. Mange politikere bruger deres liv, deres familier og deltagelse i eksempelvis 'Vild med dans' til at vinde vælgere. Men jo mere de bruger sig selv, jo mere risikerer de at blive skydeskive,« siger Hans Engell.