Senest i 2020 skal borgerne have adgang til lynhurtigt 5G-internet ifølge ny handleplan for udrulningen.

Danmark skal være i front, når det gælder udrulningen af 5G, som vil sikre langt højere hastighed og en mere stabil adgang til internettet.

Mandag præsenterer energi-, forsynings- og klimaministerier Lars Christian Lilleholt (V) i Odense regeringens handleplan for udbredelsen og udrulningen af 5G, som vil blive et digitalt tigerspring

- Vi skal først og fremmest rulle de besværligheder væk, der kan være i forhold til at stille master op og stille frekvenser til rådighed, siger teleministeren.

5G vil blive op til 100 gange hurtigere end fjerde generation, 4G. Det vil betyde, at internettet kan bruges til en masse nye formål som for eksempel førerløse biler, droner og selvstyrende industri.

Det skal Danmark være de bedste til at udnytte, mener et enigt folketing, som derfor vil sikre en smidigere udrulning af den nye teknologi end tidligere.

Konkret skal den nye handleplan sikre, at nødvendige 5G-frekvenser bliver stillet til rådighed i rette tid, når teleselskaber skal investere store summer i udrulningen.

I foråret 2018 indgik samtlige partier et nyt teleforlig, som har kastet handleplanen af sig og skal sikre rammerne for udrulningen.

De større byer og udvalgte fabrikker bliver de første, der får adgang til den nye teknologi, der siden rulles ud på landsplan, når der er efterspørgsel.

Der skal holdes auktioner over 3,5 GHz- og 26 GHz-frekvensbånd, der skal benyttes til 5G senest ved udgangen af 2020.

Overgangen til 5G kræver, at infrastrukturen udbygges med et betydeligt antal nye maste- og antennepositioner. Dette vil ske over en årrække.

Handleplanen skal sikre, at opsætningen af antenner bliver smidig for mobiloperatørerne.

Derfor skal Energistyrelsen udarbejde en ny vejledning for masteleje og for ensartet sagsbehandling for kommunerne.

Dansk Industri, DI, roser mulighederne for, at teleselskaberne kan deles om et kommende 5G-net.

- Hvis teleselskaberne kan deles om den omkostningstunge infrastruktur, mens de stadig er i skarp konkurrence om kunderne, kan det give bedre muligheder for at få 5G-nettet hurtigere ud, siger Christian Hannibal, digitaliseringspolitisk chef.

DI ser gerne, at der findes midler til at sætte skub i brugen af 5G. For Danmark skal op på niveau med de bedste lande inden for 5G, men det er vi ikke nu.

- Statskassen indkasserer et kæmpe provenu, når der holdes auktion over 5G, siger han. Det ville være rimeligt, hvis de penge blev brugt til at fremme anvendelsen af 5G, siger han i en kommentar.

Ifølge teleministeren er det endnu ikke besluttet, hvordan pengene skal anvendes.

/ritzau/