Lovforslag forbyder fra 1. juli i år repressalier mod handicappede, som klager over forskelsbehandling.

København. Handicappede får mere fair play, fordi et lovforslag forbyder diskrimination mod dem.

Lovforslaget kan ikke fraviges til skade for de handicappede, som ikke kan tvinges til at give afkald på deres rettigheder.

Det fremgår af lovforslaget, som børne- og socialminister Mai Mercado (K) fremsætter onsdag.

- I dag har det ingen konsekvenser, hvis man afviser en blind mand med hans førerhund på en restaurant eller en spastisk lammet pige i en kørestol på et diskotek. Det har selvfølgelig betydning, siger Mai Mercado.

Forbuddet omfatter direkte og indirekte forskelsbehandling af handicappede.

Det forbydes at krænke handicappedes værdighed eller chikanere dem med et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Lovforslaget skulle være trådt i kraft sidste år, men gælder nu fra 1. juli i år.

- Det er forsinket. Vi får fremsat et lovforslag. Samtidig får vi lavet et analysearbejde, siger Mai Mercado.

Der gælder to undtagelser til forbuddet. De er tilladt at forskelsbehandle med et sagligt formål og for at forebygge eller opveje ulemper for handicappede.

I lovforslaget er der delt bevisbyrde som ved lovene om etnisk ligebehandling og forskelsbehandling. Desuden forbydes repressalier. Det bliver ulovligt at forskelsbehandle folk, som klager over diskrimination af handicappede.

I dag kan folk klage over diskrimination på grund af hudfarve, race eller seksuel orientering. Fremover vil det også gælde handicap.

Dansk Folkeparti frygter ikke en stribe af sager, fordi handicappede kan klage, siger handicapordfører Karina Adsbøl.

- Nej. Det er jeg ikke bekymret over. Det er vigtigt, at mennesker med handicap får en klagemulighed ligesom andre med køn og etnicitet. Det er utrolig vigtigt. Det vil også styrke retssikkerheden, siger Karina Adsbøl.

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH), siger, at "det er en vigtig dag for mennesker med handicap".

- Vi vil leve et selvstændigt liv ligesom alle andre. Det er urimeligt, at man kan afvises på en restaurant på grund af sit handicap. Den slags bliver nu endelig forbudt, siger han i en pressemeddelelse.