DF politikeren Kim Christiansen vil tilbage i landspolitik.

Det fortæller han over telefon til B.T., der fanger ham på kroen A’porta, som han ejer med sin kone Pia Adelsteen.

En kro, som var meget i vælten i hans seneste folketingsperiode.

Der blev nemlig skrevet stribevis af grimme anmeldelser om kroen, som konsekvens af, at Kim Christiansen var politisk fortaler for en omfartsvej rundt om Mariager. Et projekt, som i manges optik mest af alt havde til hensigt at gavne Kim Christiansen selv.

Kim Christiansen (DF) var i 2014 i vælten for ikke at have overenskomst med de ansatte på sin restaurant. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017)
Kim Christiansen (DF) var i 2014 i vælten for ikke at have overenskomst med de ansatte på sin restaurant. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Derfor er det heller ikke underligt, at projektet endte med at kuldsejle, og Kim Christiansen røg ud af Folketinget efter DFs katastrofevalg i 2019.

Han forsøgte allerede i 2021 at genoplive sin politiske karriere ved at stille op til Regionsrådet i Region Nordjylland. Han kom dog ikke ind.

Nu tager han så kampen op på landsplan, og transportområdet er stadig – som det var tidligere – et politisk hjertebarn for ham.

»Der er nogle ting, jeg ikke blev færdig med og infrastruktur i vores samfund er noget, der optager mig meget,« siger han.

Når Kim Christiansen tager beslutning netop nu, er der en meget simpel forklaring: Morten Messerschmidt.

»Jeg ville nok ikke genopstille, hvis det stadig var Kristian Thulesen Dahl, der var formand. Partiet manglede en linje under ham. Den synes jeg, vi har fået nu, og jeg har stor tillid til Morten,« siger Kim Christiansen.

Derfor tror han også på, at den interne splid og politisk fnidder – som han ikke har meget til overs for – snart dør ud.

»Der er jo nogen, der ter sig som små børn i folketingsgruppen, og det skal altså stoppe. Vi skal tilbage på sporet og tale om politikken,« siger han.

Kim Christiansen (DF) og kæresten Pia Adelsteen (DF) på Hviids Vinstue.
Kim Christiansen (DF) og kæresten Pia Adelsteen (DF) på Hviids Vinstue. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Netop politikken, glæder han sig til at udbrede til sine potentielle vælgere.

»Om der er plads til mig i dansk politik, ved jeg ikke. Det er jo op til vælgerne. Jeg kan kun fremlægge mine visioner, og dem tror jeg da på, at der er opbakning til,« siger han.