Statsminister Mette Frederiksen er torsdag ikke bleg for at sætte navn på manden, der i øjeblikket torpederer den fælles front til dagens topmøde i København.
For selvom der er bred enighed om opbakning til Ukraine blandt de europæiske statschefer, så er den ikke enstemning - Ungarns premierminister Viktor Orbán står i vejen.
Det er en gevaldig sten i skoen hos Mette Frederiksen.
Et af de vigtigste mål for det danske EU-formandskab er nemlig, at holde sammen på EU-landene, når det gælder støtten til Ukraine og den fælles oprustning.
Men ifølge ekspert Lykke Friis, så skal Mette Frederiksen ikke skal gøre sig nogle forhåbninger om, at stenen i skoen bliver løsnet foreløbigt.
»Når Mette Frederiksen italesætter ham sådan, så kan det være ud fra et håb om, at han alligevel slår op i banen. Men det er der ikke noget, der tyder på,« siger Lykke Friis til B.T.

Hun er direktør i Tænketanken Europa.
»Orbán fastholdt i går, at han er imod, at Ukraine overhovedet skal optages i EU. Det er blevet en motor i valgkampen for ham op til valget i Ungarn næste år, så han står fast,« siger Friis.
Det var til et pressemøde inden dagens topmøde, at Mette Frederiksen italesatte uenigheden med Ungarn.
»Ungarn blokerer, og det er ikke let at få ophævet, for det er en rettighed, som medlemslandene har. Vi arbejder på at se, om vi kan finde en vej med Ungarn,« lød det fra Frederiksen.
Zelenskyj har, ifølge Ritzau, inden dagens EPC-møde forsøgt at lægge pres på EU-lederne for at åbne det første forhandlingsområde i forhandlingerne om EU-medlemskab til Ukraine.
Men Ungarns premierminister, Viktor Orbán, fastholdt onsdag sit nej til at ændre reglerne, så forhandlingerne kan gå i gang.