Partiformændene for Siumut, Partii Inuit og Atassut underskrev og præsenterede tirsdag en koalitionsaftale.

Helt som ventet blev Siumut-leder Aleqa Hammond tirsdag præsenteret som ny formand for Grønlands Landsstyre, skriver mediet sermitsiaq.ag.

Ved samme lejlighed underskrev og præsenterede partiformændene for Siumut, Partii Inuit og Atassut en koalitionsaftale og satte navne på de nye medlemmer af regeringen.

Mest bemærkelsesværdigt er det, at der hverken blev plads til Partii Inuit-formand Nikku Olsen eller Atassut-formand Gerhardt Petersen.

Efter planen skulle den nye regering have været præsenteret fredag i sidste uge, men de tre partiformænd skulle af ukendte årsager bruge fire ekstra dage.

For en uge siden præsenterede Aleqa Hammond den nye trekløverregering, der har 18 mandater bag sig, hvilket er fem flere end oppositionen bestående af Inuit Ataqatigiit og Demokraterne.

Grønlands Landsstyre indsættes først formelt ved et konstituerende møde fredag 5. april.