Hærens største kampenhed flytter hovedkvarter tilbage til Fredericia efter to årtier.

Det oplyser Forsvaret og Fredericia Kommune onsdag i pressemeddelelser.

- Det bliver godt for staben at komme tættere på føringsstøtteregimentet. Det kommer til at betyde mere og bedre træning for alle involverede, siger chef for 1. Brigade og brigadegeneral Michael Thøgersen.

Føringsstøtteregimentet håndterer alt, hvad der hedder kommunikation og stabsstøtte i forbindelse med brigadestabens arbejde.

Første brigade er Hærens største kampenhed og består af enheder fra flere forskellige regimenter rundt om i landet, når den er indsat.

Kampvognene kommer eksempelvis fra Jydske Dragonregiment i Holstebro, mens artilleriet bliver stillet af Danske Artilleriregiment i Oksbøl.

Det er derfor ikke hele brigaden, der flytter til Fredericia.

Flytningen gælder selve brigadens stab, som består af cirka 50 soldater, og som i de senere år har haft fast tjenestested i Holstebro.

For Fredericia er beslutningen en vigtig anerkendelse af byens historiske rolle som garnisonsby og af de kompetencer og faciliteter, der allerede er til stede.

- Fredericia har både de fysiske rammer, den historiske forankring og de stærke militære kompetencer, der skal til for at understøtte et moderne og styrket forsvar.

- Siden byens grundlæggelse har Forsvaret været en del af Fredericias identitet, og vi er stolte af vores rolle som garnisonsby. Vi glæder os til at kunne byde 1. Brigade velkommen til Fredericia, siger borgmester Peder Tind (V).

Beslutningen er en del af Forsvarsministeriets planer for den fremtidige organisering af Forsvaret.

Fra begyndelsen af 2027 begynder staben at flytte til Ryes Kaserne i Fredericia.

En afledt positiv effekt ved at flytte brigadestaben til Fredericia er, at en mere central placering i landet gør det muligt at bemande staben hurtigere med et bredere fundament fra alle Hærens regimenter på tværs af Danmark.

RITZAU