Det kan godt være, at Mette Frederiksen var varslet om Nick Hækkerups exit fra Justitsministeriet, inden han selv smed nyheden på Facebook.

Men for statsministeren, den øvrige regeringstop og folketingsgruppen er nyheden om den mangeårige ministers afgang til Bryggeriforeningen lidt af en bombe.

Faktisk havde ingen forudset Hækkerups pludselige exit.

»Den var der sgu ikke mange af os, der havde set komme,« siger en centralt placeret regeringskilde, der bare er én blandt flere fremtrædende S-kilder, B.T. har talt med.

Flere af dem begræder, at Hækkerup ikke længere er en del af hverken ministerholdet eller S-gruppen på Christiansborg.

Han var »en af de helt tunge«, siger en kilde. En kilde i regeringstoppen kalder det ligefrem »en bombe«.

For Hækkerups afgang ændrer betydeligt i den socialdemokratiske holdopstilling, som i statsministerens øjne skulle holde til valgdagen. Og valget skal som bekendt afholdes senest om et år – og internt er der tro på, at Frederiksen trykker på knappen allerede i indeværende år.

Den mangeårige minister og politiske sværvægters farvel til dansk politik vækker dog også begejstring hos flere yngre S-talenter, der øjner muligheder for avancement.

Statsminister Mette Frederiksen præsenterer Mattias Tesfaye som ny justitsminister, Kaare Dybvad Bek som ny udlændinge- og integrationsminister samt medlem af Folketinget Christian Rabjerg Madsen som ny indenrigs- og boligminister foran Amalienborg.
Statsminister Mette Frederiksen præsenterer Mattias Tesfaye som ny justitsminister, Kaare Dybvad Bek som ny udlændinge- og integrationsminister samt medlem af Folketinget Christian Rabjerg Madsen som ny indenrigs- og boligminister foran Amalienborg. Foto: Philip Davali
Vis mere

Den åbenlyse rokade – og forfremmelse – ligger naturligvis i Mattias Tesfayes nye tjans som Hækkerups afløser på justitsministerposten.

Det giver Kaare Dybvad mere tyngde med Udlændingeministeriet, ligesom den loyale partisoldat Christian Rabjerg Madsen belønnes med en plads på ministerholdet som ny indenrigs- og boligminister.

Alle tre åbenlyse talenter og loyale kamptropper for partiformand Mette Frederiksen.

Men i laget under dem i folketingsgruppen går de interne spekulationer nu i fuld fart.

Det forventes fra flere sider, at en erstatning på posten som politisk ordfører falder på plads allerede i denne uge, når S-gruppen samles til gruppemøde.

Flere kilder nævner den prominente udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, som favorit til at få den fremtrædende rolle, hvor man dagligt sendes i byen for at forsvare regeringens dagsorden.

Af andre navne, der nævnes som mulige kandidater, er retsordfører Bjørn Brandenborg og EU- og undervisningsordfører Jens Joel.