Transportminister Benny Engelbrecht (S) er under så massivt pres, at han nu har hasteindkaldt regeringens støttepartier til krisemøder.

SF, Enhedslisten og Radikale Venstre skal til individuelle møder med ministeren mandag, tirsdag og onsdag.

Det bekræfter alle tre partier over for B.T.

Det sker, efter ministeren er kommet under hård anklage for at have løjet og fortiet vigtige oplysninger om tonsvis af CO2-udledning i forbindelse med regeringens store infrastrukturaftale.

»Det er enormt alvorligt, det her. Det ligner, at transportministeren har holdt nogle klimatal tilbage, så deres egen vejaftale så grønnere ud, end den var. Det er jo greenwashing og hamrende alvorligt,« siger Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen.

SF, Enhedslisten og Radikale Venstre kræver klare svar fra ministeren.

»Jeg håber, at ministeren forstår alvoren i situationen og har tænkt sig at komme med en god forklaring. Hvis han ikke kan det, må vi jo finde ud af, hvad vi gør derfra,« siger SFs transportordfører, Anne Valentina.

Under sidste års forhandlinger om den store infrastrukturaftale til intet mindre end 160 milliarder kroner pressede flere partier på for at få beregninger af, hvor meget det ville skade klimaet at anlægge blandt andet veje, broer og jernbaner.

De tal fandtes ikke, svarede ministeren ifølge flere partier.

Men nu afslører fagbladet Ingeniøren, at det ikke var sandt.

Fagbladet har fået aktindsigt i flere end tusinde sider, som viser, at der faktisk fandtes beregninger. Beregninger, som viste store aftryk på klimaet.

De beregninger fik Folketingets partier aldrig, oplyser Radikale Venstre, Enhedslisten, SF og Venstre.

»Vi efterspurgte tallene og fik at vide, at der ikke var nogen tal til rådighed. Jeg vil dykke helt ned i sagen og efterprøve det, ministeren siger. Hvis der er hold i hans forklaring, er det jo det, men hvis der ikke er, er det alvorligt,« siger transportordfører Rasmus Helveg fra Radikale Venstre.

Da den store aftale landede i sommeren sidste år, brystede regeringen sig af, at planen »i sig selv« var CO2-neutral.

Beregningerne for selve etableringen af projekterne, som Folketingets partier havde efterspurgt, var imidlertid ikke en del af regnestykket.

Efter afsløringen forklarer transportministeren i et skriftligt svar, at beregningerne ikke blev givet til Folketinget, fordi de ifølge ham ikke var »tilstrækkeligt konsoliderede og dermed ikke robuste nok« til blandt andet at kunne bruges til at sammenligne de forskellige projekter.

»Jeg tager samarbejdet med Folketinget dybt alvorligt, og derfor kan jeg selvfølgelig ikke leve med, at der hos nogen ordførere er tvivl, om jeg har handlet korrekt. Jeg vil snarest muligt holde et møde med ordførerne, så vi kan få talt sagen igennem,« lyder det fra Benny Engelbrecht i et mailsvar til B.T.

Ifølge B.T.s oplysninger indkaldte ministeren allerede fredag forligspartierne bag infrastrukturaftalen til møde 9. februar, men har altså også indkaldt støttepartierne til individuelle drøftelser i den kommende uge.

Opdateret: Af en tidligere version af denne artikel fremgik det, at støttepartierne skal til inviduelle møder med ministeren tirsdag og onsdag. Dette er nu ændret til mandag, tirsdag og onsdag, da SF ifølge B.T.s oplysninger skal til møde med ministeren mandag klokken 17.