Mette Frederiksen angribes nu af andre partier for at have talt usandt over for Danmarks befolkning, da hun på et historisk pressemøde 11. marts lukkede Danmark ned.

Her sagde hun direkte, at restriktionerne skete efter anbefalinger fra myndighederne. Men ifølge en næsten 600 siders lang rapport fra en ekspertgruppe holder Mette Frederiksens forklaring ikke vand.

Redegørelsen 'giver ikke støtte til den formulering, som statsministeren bruger på pressemødet 11. marts 2020'. De har nemlig ikke kunnet finde nogen dokumentation for, at myndighederne anbefalede en stor nedlukning. Tværtimod.

»Det er tegner et billede af, at Mette Frederiksen har forsøgt at tegne et falsk billede af grundlaget for nedlukningen. Hun har givet danskerne et indtryk af noget, som viser sig ikke at holde vand,« siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Partilederne med bl.a Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl mødes med statsminister Mette Frederiksen (S) om yderligere genåbning i fase 2 på Christiansborg, onsdag den 20. maj 2020. Årsagen til forhandlingerne er, at de danske tal for smittede med coronavirus er lavere end ventet.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Partilederne med bl.a Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl mødes med statsminister Mette Frederiksen (S) om yderligere genåbning i fase 2 på Christiansborg, onsdag den 20. maj 2020. Årsagen til forhandlingerne er, at de danske tal for smittede med coronavirus er lavere end ventet.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Eksperterne, som i et halvt år har gennemgået regeringens coronahåndtering, skriver i rapporten:

'Det er i dette kapitel sandsynliggjort, at den grundlæggende skitse til den mere vidtgående model for nedlukning hverken bliver udtænkt i AC-gruppen (en gruppe af højtstående embedschefer, red.), i NOST (den nationale operative stab, red.) eller i Sundhedsstyrelsen. Der er også meget, der tyder på, at den ikke er udtænkt af Statens Serum Institut,' konkluderer eksperterne.

Det får også både Venstre og De Konservative til at lange hårdt ud efter statsministeren.

»Man kan ikke regne med det, Mette Frederiksen siger på pressemøderne,« siger Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen.

»Regeringen tog en politisk beslutning, men fik det til at fremstå, som om at det også var de sundhedsfaglige myndigheders anbefaling. Det har vi nu sort på hvidt,« tilføjer han.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) er kaldt i samråd om forsvarets rolle i forbindelse med aflivningen af minkbesætninger, i Landstingssalen på Christiansborg, onsdag den 9. december 2020. Konservative Folkepartis Marcus Knuth før samrådet.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) er kaldt i samråd om forsvarets rolle i forbindelse med aflivningen af minkbesætninger, i Landstingssalen på Christiansborg, onsdag den 9. december 2020. Konservative Folkepartis Marcus Knuth før samrådet.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Samme kritik kommer fra De Konservative.

»Det tyder jo på, at Mette Frederiksen har talt usandt, da hun lukkede hele landet ned. Det er meget alvorligt. Hun kunne jo bare have sagt, at det her var hendes beslutning, og så havde folk kunne forholde sig til det. At skubbe myndighederne foran sig er fordækt,« siger politisk ordfører Marcus Knuth.

Han får dårlige minder om minkskandalen, hvor der også er sået tvivl om, hvorvidt myndighedsanbefalingen til at aflive alle mink var stærk nok.

»Det er forhåbentligt ikke et dårligt mønster fra Mette Frederiksen. Man skal være meget konkret på, hvornår noget er en ren politisk beslutning, og hvornår noget besluttes på baggrund af en faglig anbefaling,« siger Marcus Knuth.

De borgerlige partier kræver nu, at statsministeren forklarer sig.

»Det er ikke kønt, og det må statsministeren stå til ansvar for. Hun må forklare i detaljer, hvad der er hendes syn på den her udredning er,« siger Kristian Thulesen Dahl.