De to seneste justitsministres forsøg på forbedringer på voldtægtsområdet er slået fejl. Det konkluderer Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen.

Siden daværende justitsminister Søren Pind introducerede pakken 'Respekt for voldtægtsofre' i 2016, er flere centrale tal gået den forkerte vej. Blandt andet får alle ofre for voldtægt ikke en bistandsadvokat fra begyndelsen, og flere tiltalte bliver frifundet. Samtidig er der længere sagsbehandling i erstatningssager og længere tid fra anmeldelse til dom, ligesom færre får erstatning end før pakken.

Det får Trine Bramsen og Socialdemokratiet til at kalde 'Respekt for voldtægtsofre', som Søren Pape Poulsen (K) siden har overtaget, for fejlslagen.

Nu skal der yderligere fokus på området, og samtidig lægger hun op til lovændringer på samtykke-området. Det fortæller hun til B.T.

»For os sætter det to streger under, at den indsats, der blev igangsat i 2015 og 2016 i forhold til at begrænse voldtægter og styrke ofrene, ikke har virket. Den er slået fejl. Sagsbehandlingstiderne er ligefrem blevet længere. Vi ser færre domme for voldtægt. Vi har ikke sikret, at alle ofre har bistandsadvokater. Så der er rigtig mange fejl og mangler i forhold til indsatsen for voldtægtsofrene,« siger Trine Bramsen.

Retsordfører Trine Bramsen (S).
Retsordfører Trine Bramsen (S). Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det får mig til at sige, at vi bliver nødt til at forny indsatsen og kigge på nye initiativer, der skal hjælpe de her alt for mange ofre. Og vi bliver også nødt til at kigge på lovgivningen. Vi har prøvet alt det, der ikke har noget med lovgivningen at gøre, men nu bliver vi nødt til at have fat i lovgivningen og bevisførelsen,« uddyber hun.

I sommer fortalte fungerende retsordfører hos Socialdemokratiet Morten Bødskov til B.T., at man ønskede en kulegravning af voldtægtsområdet.

Det skete på baggrund af B.T.s serie #Voldtaget. Og nu ønsker Socialdemokratiet at gå videre. Det skal seriøst overvejes, om samtykke skal skrives ind i den danske lovgivning:

»Det er lidt farligt at sige samtykke, for så tror alle, man skal at man skal skrive en kontrakt med konen lørdag aften. Men det er ikke det, vi er ude i. Det er bevisførelsen i de her sager, og at man i højere grad erkender, at når man ikke har været enige om, hvad der skulle foregår, så skal det kunne vægte tungt i en retssag,« siger Trine Bramsen, der har opbakning flere partier i folketingssalen til at se nærmere på samtykke i forbindelse med voldtægt.

Tallene viser desuden, at det er gået den gale vej på andre områder.

I 'Respekt for voldtægtsofre' kunne man blandt andet læse, at der skulle være yderligere fokus på bistandsadvokaternes rolle i forhold til voldtægtsofre.

I tal fra Justitsministeriet kan man dog læse, at det fortsat kun var 80 procent af alle, der anmeldte en voldtægt i 2017, som fik en bistandsadvokat ved første afhøring.

Yderligere fremgår det, at antallet af afviste anmeldelser på området er steget fra 11 til 24 fra 2016 til 2017. Mere end en fordobling på et område, der var specielt i fokus i pakken.

I #Voldtaget blev det beskrevet, hvordan hver femte tiltalte for voldtægt bliver frifundet. Det samme viser tal fra Justitsministeriet. Og faktisk er det tal steget siden 2015. Her lå det på 24 procent af alle voldtægtssager. I 2017 var det tal på 30 procent.

Yderligere viser tal fra Justitsministeriet, at sagsbehandlingstiden, både når det gælder erstatningssager ved Erstatningsnævnet og sagerne fra anmeldelse til afgørelse, er gået op.

Således lå tiden for sagsbehandling ved Erstatningsnævnet på 79 dage i 2015. Det tal var steget til 116 dage i 2017. Samtidig er antallet er voldtægtsofre, der får tilkendt erstatning ved nævnet, faldet fra 130 i 2015 til 105 i 2017.

Når det gælder behandlingstiden fra anmeldelse til afgørelse i sagen, er den også gået op, fremgår det. I 2016 var den gennemsnitlige behandlingstid på 155 dage, mens den i 2017 lå på 168 dage.

I et skriftligt svar til B.T. skriver justitsminister Søren Pape Poulsen følgende:

»Voldtægt er en af de mest modbydelige og krænkende forbrydelser, der findes. Derfor har jeg også sat alle kræfter ind for at løse de problemer, der er i sagerne om voldtægt. Jeg er bl.a. i gang med at nedsætte et ekspertpanel, der skal have til opgave at se nærmere på behandlingen af sager om voldtægt med fokus på, at ofre for voldtægt behandles bedst muligt.«

»Der er ingen lette løsninger på dette område, men der er behov for nye tiltag, og det vil jeg tage op i den kommende tid.«