Et øjenvidne både så og optog, da Moderaternes Jon Stephensen angivelig forfalskede en underskrift, da han var teaterchef på Aveny T.

Nu kan du selv høre lydfilen her.

B.T. har fået lov til at bringe lydfilen af Børsen, der har fået fingre i lydfilen og lavet et interview med whistlebloweren, der retter den hårde anklage mod Lars Løkkes partifælle.

Det er bestyrelsesmedlem Jakob Høyers underskrift, man angivelig kan høre Jon Stephensen forfalske i klippet herunder:

Jon Stephensen selv har flere gange afvist anklagerne. B.T. arbejder på en kommentar fra Jon Stephensen og Lars Løkke Rasmussen.

På lydfilen kan man høre en stemme sige navnet 'Jakob Høyer'. Man kan høre, at der bliver skrevet på et stykke på papir. Så bliver der sagt:

»Det ser meget godt ud, ikke?«.

Hør Jon Stephensens stemme til sammenligning i videoen her

Børsen skriver, at de har efterprøvet lydfilens troværdighed ved at undersøge de såkaldte metadata for filen samt via en mail, der ifølge Børsen bakker filens indhold op.

Ifølge kilden, som Børsen kalder whistlebloweren, er underskriften blevet sat på Jon Stephensens daværende kontor, da han var teaterchef i 2017.

Selve dokumentet havde ifølge kildens forklaring til avisen til formål at skifte ét medlem af bestyrelsen ud med et andet.

Også bestyrelsesformanden på teatret, Henning Dyremose, har beskyldt Jon Stephensen for at have forfalsket underskriften, da han var direktør for teatret i 2017.

B.T. har tidligere vist den angiveligt forfalskede underskrift for to grafologer, der er eksperter i håndskrift.

De fortalte, at der er tegn på, at det er Moderaternes folketingsmedlem, der står bag en falsk underskrift hos teatret Aveny-T. Men det kan ikke konkluderes endegyldigt, lød det dengang.

Også Jakob Høyer selv, der er kommunikationschef i DBU, har tidligere slået fast, at hans underskrift er blevet forfalsket på et dokument fra teatrets bestyrelse, som han er medlem af.

Ifølge grafolog Per F. Andersen er den øverste underskrift forfalsket. Det viser en sammenligning med Jakob Høyers andre underskrifter.
Ifølge grafolog Per F. Andersen er den øverste underskrift forfalsket. Det viser en sammenligning med Jakob Høyers andre underskrifter.
Vis mere