Isolationskravene til coronasmittede er alt for stramme, mener de blå partier.

Og nu hopper De Radikale også med på den vogn, som Venstre og De Konservative tidligere i dag har sat i gang.

De to partier mener nemlig, at reglerne lige nu er så restriktive, at de tvinger alt for mange danskere til at blive hjemme for længe.

»Vi vil gerne have en sundhedsfaglig vurdering af det her ønske. Det er det spørgsmål, jeg vil rejse for ministeren, da vi skal vurdere situationen løbende,« siger Christina Thorholm, der er vikarierende sundhedsordfører for De Radikale.

Det er Epidemikommissionen, som de Radikale altså nu vil have skal tage stilling til, om det kan være sundhedsmæssigt forsvarligt at lempe isolationskravene til coronaramte til for eksempel fem eller syv dage.

Også hos Dansk Folkeparti er man klar til at kigge på de nuværende regler.

»Vi skal se på det og finde nogle retningslinjer, som er mere logiske for folk,« lyder det fra sundhedsordfører Liselott Blixt.

Dansk Industri har lavet en undersøgelse, der viser, at der netop nu er 70 procent mere sygefravær, end der normalt er på denne tid af året.

De røde støttepartier har tidligere i dag til TV 2 afvist at lempe på karantænereglerne.

Flere eksperter bakker dog op om de blå partiernes ønsker.

Eskild Petersen, der er professor emeritus i infektionssygdomme ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet, siger til TV 2 at det vil være »en rigtig god idé at forkorte isolationsperioden til fem dage.

»Det her vil få folk tilbage på arbejdsmarkedet, og risikoen (for at smitte andre, red.) er lille i en situation, hvor der i forvejen er udbredt smitte i samfundet«, siger han til TV 2.

Det er De Radikale, der er tungen på vægtskålen i Epidemiudvalget, der skal beslutte, om der skal læmpes på kravene.

Andre læser også