Når eleverne i 9. og 10. klasse går til afgangsprøve til sommer, vil karakteren kun tælle, hvis den er højere end den afsluttende standpunktskarakter.
Modellen gælder dog ikke for gymnasieeleverne - og det møder skuffelse.
Den model ville gymnasieeleverne også gerne have haft, siger formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Ingrid Kjærgaard.
Modellen giver mulighed for eksamenstræning - uden at det har store konsekvenser, at man har været igennem et år med virtuel undervisning.
- Vi er skuffede over, man ikke har villet genbesøge aftalen på gymnasieområdet, siger hun.
Hun henviser til den aftale om sommerens eksamener fra februar, som lørdagens aftale er en justering af.
Her blev der skruet ned for antallet af eksamener til sommer. Nu ændres der også på karakterområdet - men altså kun for folkeskoleeleverne.
Ingrid Kjærgaard peger på, at aftalen fra februar blev lavet med forbehold for ændringer, hvis nedlukningen fortsatte.
Det har den gjort for gymnasieeleverne, hvor dagligdagen stadig ikke er tilbage ved normalen med fysisk undervisning.
- Der sidder stadig flere end 2000 gymnasieelever derhjemme og modtager virtuel undervisning hele tiden, siger hun.
Derfor havde hun gerne set, at modellen, der nu indføres i folkeskolen, også var blevet lavet for eleverne i både 1., 2. og 3. g.
- Problemet er, at eksamenerne, 1. g-eleverne skal op til, næsten alle har en praktisk dimension - enten naturvidenskabelige eller kunstneriske fag.
- Dem har man ikke haft samme mulighed for at deltage i. Det virker meget mærkeligt, så der håber vi, man vil kigge på at aflyse en del, for det giver ikke mening, siger Ingrid Kjærgaard.
Partiernes argument for, at modellen ikke gælder gymnasieeleverne, er, at der med aftalen fra februar blev taget højde for fjernundervisning.
For eksempel kan eleverne til skriftlig prøve i dansk vælge forskellige emner. Mundtlige eksamensspørgsmål kan også tilpasses, så eleverne ikke kommer op i stof, de ikke forventes at være godt nok inde i på grund af coronasituationen.
Ingrid Kjærgaard håber, at man vil gøre noget ekstra for at få kigget på at tage emner og spørgsmål ud af eksamenerne.
- Vi så gerne, man havde valgt modellen fra folkeskoleområdet. Men nu bliver det ekstra vigtigt, at lærerne tager højde for, hvilke emner der er gennemgået til fysisk undervisning.
- Det her betyder bare, at lærerne skal gøre sig ekstra umage med at spørge eleverne, hvad de føler sig trygge ved at gå til eksamen i, siger hun.
/ritzau/
