Nye oplysninger i lækage-sagen sætter journalist Christoffer Guldbrandsen i et uheldigt lys.

Det var nemlig først efter at Guldbrandsen havde sagt, at det var pressechef Jakob Winther, der stod bag den famøse Jægerkorps-lækage til TV2, at beviset, den hemmelige lydoptagelse, blev produceret.

Den berømte hemmelige lydoptagelse, som Guldbrandsen har fremført som det endelige bevis mod Jakob Winther, blev først produceret 25. januar 2010. Angiveligt var det journalist Nils Giversen på DR Oplysning, der stod bag lydoptagelsen.
 
Netop den dag, altså 25 januar, sender magasinet Ekko med en del af et interview med Christoffer Guldbrandsen ud, hvor han første gang citeres for anklagerne mod Jakob Winther. Interviewet er lavet senest nogle dage før bladet udkommer.

Den hemmelige optagelse, som er Guldbrandsens bevis for hans påstande, eksisterer altså slet ikke, da han første gang anklager Jakob Winther for at stå bag lækagen.

Den 9. februar udsender Danmarks Radio en pressemeddelelse om, at det var hos DR Oplysning, at lydoptagelsen blev produceret. Det skete ifølge pressemeddelelsen d. 25 januar.

Bt.dk har fået bekræftet den dato hos Danmarks Radios presseafdeling.

Interviewet med Christoffer Guldbrandsen i Ekko er lagt på bladets hjemmeside d. 25 januar ved middagstid.

bt.dk har kontaktet henholdsvis Jakob Winthers og Christoffer Guldbrandsens advokater har ingen af parterne nogle kommentarer til sagen.