Det er »grotesk« og »uhyrligt«, når DF-formand Kristian Thulesen Dahl siger, at det burde være nemt for regeringen at få en parallelaftale om Europol. Sådan lyder det hårde angreb fra Venstre på støttepartiet. Regeringen skal droppe sin »jamrende indstilling«, lyder modsvaret.

Det er fint at være uenige, men der er en grænse for, hvor »groft« og »uhyrligt”, man kan optræde. Og den grænse er blevet overtrådt.

Det er med det som afsæt, at Venstre nu tager et hårdt opgør med regeringens største støtteparti, Dansk Folkeparti, herunder ikke mindst partiformand Kristian Thulesen Dahl.

Striden handler om Danmarks bestræbelser på at få en parallelaftale, som sikrer, at vi fortsætter som fuldgyldigt medlem af det europæiske politisamarbejde (Europol) trods danskernes nej til at ophæve retsforbeholdet ved en folkeafstemning i december.

Regeringen har flere gange sagt, at det vil blive svært at opnå en sådan aftale. Et budskab, som også EU-præsident Donald Tusk havde med til Danmark, da han og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sammen holdt pressemøde i sidste uge.

»Det bliver ikke let, måske umuligt,« sagde Tusk om chancen for en dansk parallelaftale.

Efterfølgende gjorde DF-formand Kristian Thulesen Dahl dog gældende, at de dystre miner er rent skuespil – et »meget koreograferet samspil« – og at det er »meget, meget nemt« at få en parallelaftale, hvis »man vil politisk«, som han sagde til Politiken.

Det er de udtalelser, der skaber vrede i Venstre. Partiets EU-ordfører, Jan E. Jørgensen, kalder det for »meget groft« af DF-formanden.

»Skal man forstå Dansk Folkeparti rigtigt, så står Lars Løkke og Donald Tusk og lyver om, at det her er svært. Det er en ret uhyrlig påstand, og jeg synes faktisk, det er forstemmende, at vi er nået dertil, hvor man skal høre på den slags,« siger han og fortsætter:

»Jeg synes, det er udtryk for en trend i politik, hvor man bare kan slynge alt muligt ud, som man også ser i USA med Donald Trump. Hvor man bare kan beskylde folk for at lyve - og går den, så går den. Men det er simpelthen for let,« siger Jan E. Jørgensen:

»Det er fair nok at være uenige om EU-politikken. Men det, vi er vidner til her, handler om noget dybere; om at vi fører folk bag lyset og kører sådan et bluffnummer af. Man beklikker jo simpelthen sandheden i det, som vores statsminister siger.«

Vil løbe fra valgløfterne

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, er enig:

»Det er ret voldsomt og en tone, som ikke er rimelig. Det er fuldstændig grotesk, at man som partiformand (Kristian Thulesen Dahl, red.) prøver at stille sådan et konspiratorisk billede op om, at hele Europa spiller et skuespil, der er orkestreret af Venstre. Det er et meget godt billede på den der postfaktuelle virkelighed, hvor man kan tillade sig at mene alting uanset, hvordan virkeligheden er.«

Jakob Ellemann-Jensen pointerer, at regeringen først for nylig for alvor kunne indlede forhandlingerne om en parallelaftale, fordi det først var dér, Europa-Parlamentet vedtog de nye Europol-regler, og fordi det først er for »få uger siden, at Dansk Folkeparti fandt ud af, hvad det egentlig er, de vil«.

»Så at dømme nogen for nøl er helt urimeligt og utilstedeligt. Og den dér konspirationsteori ligner mest, at man er ved at kridte en bane op, som man kan bruge til at flygte fra sine egne valgløfter. Og det, synes jeg, ikke er klædeligt,« lyder bredsiden fra Venstres politiske ordfører.

Plat skuespil

Jan E. Jørgensen mener, at Dansk Folkeparti kører et »frustrerende dobbeltspil«:

»Hvis vi får en parallelaftale, kan de sige: Se, hvad vi sagde – det var rent skuespil, at det var så svært. Hvis vi ikke får en parallelaftale, kan de sige: Se, hvad vi sagde – der er en sammensværgelse, og der er ingen reel vilje til at få en aftale. Så uanset hvad, der sker, kan Dansk Folkeparti stå og sige, at de fik ret. Og det er jo mildest talt noget frustrerende,« siger han.

Men har Dansk Folkeparti ikke ret i, at det er helt rituelt, at man lægger ansigtet i alvorlige folder og siger, at det her er meget svært?

»Jo, men det er jo også svært. Og så skal man jo ikke stå og sige det modsatte. Det er store internationale forhandlinger med mange parter, og det tager tid. Juridisk er det en helt ny konstruktion, vi skal have lavet. Men så siger DF, at det bare er sådan noget jurasnak. DF går til det her med sådan en useriøs lethed. Det er ikke i orden, at man gør det hele til plat skuespil,« siger EU-ordfører Jan E. Jørgensen.

En slukøret indstilling

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til angrebene fra kollegaerne i Venstre.

Partiets næstformand, Søren Espersen, afviser dem dog blankt. Han fastholder, at EU-systemet – og de europæiske stats- og regeringsledere – har en interesse i at få de danske forhandlinger til at se svære ud på grund af den forestående folkeafstemning om Storbritanniens mulige exit fra EU-samarbejdet.

»Men det bør ikke være noget problem for Danmark at få en parallelaftale. Hvorfor skulle det dog være et problem? Så selvfølgelig kan vi få en aftale, hvis der er vilje. Men den vilje tvivler jeg på, at regeringen har,« siger Søren Espersen og fortsætter:

»Det er klart, at det bliver svært, hvis man går ind til forhandlingerne på sådan en slukøret måde og med en fuldstændig jamrende indstilling. Så jeg er ikke tilfreds med den måde, regeringen håndterer det her på. De burde acceptere, at det er det her, det danske folk vil, og så kaste sig glædesstrålende ind i de her forhandlinger – fyldt med sprudlende humør og livsglæde,« siger Dansk Folkepartis næstformand.