Theresa Scavenius tror ikke længere på, at det er muligt at få partiet Grønne Demokrater opstillingsberettiget til folketingsvalget 24. marts.
I stedet stiller hun op som løsgænger. Det fortæller hun til Altinget.
Theresa Scavenius blev ved det seneste valg stemt ind i Folketinget for Alternativet, men blev ekskluderet af folketingsgruppen et år senere og forlod partiet.
I stedet stiftede hun partiet Grønne Demokrater og gik i gang med at indsamle de 20.195 vælgererklæringer, som det kræver at blive opstillingsberettiget.
Det lykkedes ikke. Partiet har for nuværende 8760 gyldige vælgererklæringer og er altså et stykke fra målet med blot tre uger til valget.
- Jeg har fra starten været bevidst om, at det ville blive meget svært. Derfor har jeg opbygget det langsomt og ikke hurtigt pustet et stort parti op, som så kunne implodere nogle måneder senere.
- Jeg har valgt at lave et solidt arbejde i Folketinget i stedet, og det er det, mange mennesker har støttet, siger Theresa Scavenius til Altinget.
Scavenius vil stille op i Københavns Storkreds og skal som løsgænger hente omkring 20.000 personlige stemmer for at blive valgt ind i Folketinget.
Det er kun lykkedes to gange tidligere. I 1953 blev Hans Schmidt valgt ind takket være en masse stemmer fra det tyske mindretal, og i 1994 var der så mange, der købte ind på entertaineren Jacob Haugaards valgløfte om mere medvind på cykelstien, at han også kom i Folketinget.
Theresa Scavenius er lektor ved Aalborg Universitet og forsker i klimapolitik.
Hun var oprindeligt medlem af Radikale Venstre, hvor hun også stillede op til næstformandsposten uden at blive valgt.
I stedet meldte hun sig ind i Alternativet, hvor hun senere tabte kampen om at blive partiets nye formand efter Uffe Elbæk til Josefine Fock.
Hun stiftede tilbage i 2021 partiet Momentum, men vendte tilbage til Alternativt kort før det seneste valg.
/ritzau/
