De to grønlandske partier Siumut og Naleraq vil have Danmark for en international domstol i spiralsagen.

Det skriver de to partier i to separate pressemeddelelser fredag.

- Det kan ikke accepteres, at det grønlandske folk bærer konsekvenserne, uden at staten i større omfang stilles til ansvar, udtaler Siumuts formand, Aleqa Hammond.

Udmeldingen fra de to partier kommer, efter at to længe ventede rapporter om spiralsagen er blevet offentliggjort fredag.

På baggrund af de to rapporter har den grønlandske regering ikke kunnet fastslå, om den danske stat har begået folkedrab.

Det spørgsmål, mener Siumut og Naleraq altså nu, skal indbringes for Den Internationale Domstol (ICJ).

- Naleraq mener ikke, at det er nyttigt at afsige en politisk dom eller en politisk frifindelse.

- En bindende afgørelse om Danmarks ansvar som stat i forhold til folkedrabskonventionen kan alene træffes af Den Internationale Domstol (ICJ), skriver Naleraq på Facebook.

Naleraq er det næststørste parti i Grønland og har især markeret sig som fortalere for grønlandsk selvstændighed.

Siumut trak sig i foråret fra den grønlandske regering efter interne uenigheder.

Det er kun selvstændige stater, der kan indbringe en sag for ICJ. Ifølge Naleraqs formand, Pele Broberg, kan Grønland derfor ikke selv indbringe sagen. Det kan andre lande dog gøre.

Spiralsagen handler om piger og kvinder, der uden deres viden og samtykke fik opsat spiral af den danske stat fra 1960-1991. Efter at Grønland hjemtog sundhedsområdet i 1992, fortsatte praksissen i en periode.

En udredning fra 2025 viste, at mindst 4070 grønlandske kvinder ved udgangen af 1970 på den måde havde fået opsat spiral.

Fredag blev to rapporter, der har undersøgt mulige brud på menneskerettigheder i sagen, offentliggjort.

Den ene rapport er lavet af to danske forskere, som brød ud fra den oprindelige ekspertgruppe på grund af faglige uenigheder.

Her bliver påstanden om folkedrab afvist.

Den grønlandske regering har dog afvist rapporten, da den ikke lever op til rapportens kommissorium, lød det på et pressemøde fredag.

I den anden rapport, der er udarbejdet af to forskere fra Canada og New Zealand, lyder det, at en endelig afgørelse om spørgsmålet om folkedrab er "kompleks" og kun kan træffes af en domstol.

RITZAU