En kraftfuld stemme fra Grønland lader nu sin røst lyde.
Det sker ovenpå, at Donald Trump ikke udelukker brugen af militær magt og økonomiske sanktioner for at overtage Grønland.
Her svarer Donald Trump på spørgsmålet om militær tvang:
»Man bliver selvfølgelig fuldstændig mundlam. Det er der ikke noget at rafle om. Det er vores land, og det kan man ikke bare tage fra os,« siger Rasmus Lyberth.
Siden 1970erne har han været en af de mest fremtrædende kunstnere fra Grønland og spillet en betydelig rolle i at introducere grønlandsk kultur og musik til et internationalt publikum.
»Verden er et turbulent sted, og det er bekymrende at være vidne til. Vi bør stå sammen i en tid fuld af kriser fremfor at bekrige hinanden,« fortsætter sangeren.
Frygter du, at Trump overtager Grønland med militær magt?

»Det håber jeg fandeme ikke, han gør, for jeg vil aldrig nogensinde være en del af USA.«
Men så du gerne, at Grønland forlader rigsfællesskabet?
»Det må du spørge politikerne om, men vi har været en del af Danmark i mange år og har samme historie. Men Grønland bevæger sig jo mod selvstændighed, selvom der måske ikke er talt så meget om det i Danmark.«
Ifølge Trump er »USAs ejerskab og kontrol med Grønland absolut nødvendigt,« for national sikkerhed og fred i hele verden. USA har angiveligt også stor interesse i Grønlands naturressourcer og vil blandt andet gerne have fat i uran.
En tanke, der ikke ligefrem begejstrer Rasmus Lyberth:
»Vores klima er ved at ødelægge os mennesker, og det kan vi ikke finde ud af at løse. Det forstår jeg simpelthen ikke. Vi er alle verdensborgere og skal stå sammen.«
»Men jeg er sikker på, at visdommen finder vej til os alle sammen, og skaber det bedste grundlag for vores fælles fremtid,« afslutter den folkekære sanger, som nu vil afvente, hvad politikere kommer frem til.

