Minister vil stoppe partiets indsamling af vælgererklæringer, fordi mange e-mails er oplistet mere end én gang.

Social- og Indenrigsministeriet griber ind over for Stram Kurs' indsamling af vælgererklæringer efter begrundet mistanke om regelbrud.

Det oplyser ministeriet.

Dermed tager ministeriet for første gang en ny lov i brug, der blev vedtaget kort efter valget. Den har til formål at stoppe omgåelse af reglerne omkring indsamling af vælgererklæringer.

- Ved det seneste valg omgik flere partier åbenlyst reglerne om vælgererklæringer, men det var dengang ikke muligt at gribe ind.

- Vi har arbejdet målrettet på at lukke smuthullerne i systemet, og nu bruger vi så for første gang de nye redskaber, som hele Folketinget står bag, skriver social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) i en pressemeddelelse.

Ifølge loven skal Valgnævnet beslutte, om Stram Kurs' indsamling af vælgererklæringer skal sættes på pause, mens Valgnævnet kigger på sagen.

Ministeriet har indstillet til Valgnævnet, at de gør netop det.

Social- og Indenrigsministeriet mener, at Stam Kurs, der er ledet af Rasmus Paludan, bryder reglerne på to måder.

Den første er, at Stram Kurs har brugt e-mailadresser, der er indsamlet til at blive opstillet til Folketingsvalget i 2019 til at søge opstilling til valget til EU-Parlamentet i 2024.

Men de vælgere, der har givet deres e-mailadresse, har kun givet bemyndigelse til at støtte en opstilling til Folketingsvalg.

Det andet forhold er, at Stram Kurs har skrevet en række e-mailadresser ind i valgsystemet flere gange.

Faktisk er mere end 9000 af de omkring 40.000 e-mailadresser, partier har skrevet ind, skrevet ind mere end en gang.

- Mere end 700 af dem er skrevet ind mindst fem gange. En enkelt hele 56 gange til både folketingsvalg og Europa-Parlamentsvalg, skriver ministeriet.

Det gør det muligt for partiet bryde reglen om, at en underskriver skal have syv dages betænkningstid, da link til afgivelse af vælgererklæringer kan sende det til andre.

- Vi skal tage vores demokrati og spillereglerne for valg meget alvorligt. Vi kan ikke have, at partier skyder genvej til stemmesedlen.

- Jeg ser nu frem til Valgnævnets arbejde og afgørelse, så sagen kan blive undersøgt til bunds og vurderet i forhold til loven, skriver Astrid Krag.

Onsdag vil Valgnævnet med højesteretsdommer Jens Peter Christensen i spidsen tage stilling til, om partiets indsamling af vælgererklæringer skal sættes på pause.

Efterfølgende skal Valgnævnet tage stilling til, om partiet helt skal udelukkes fra at indsamle vælgererklæringer.

/ritzau/