Greenpeace anlægger ny sag for at stoppe Hejre-feltet
Energistyrelsen har godkendt ny plan for Hejre-felt, men Greenpeace mener fortsat, at konsekvenserne mangler.

Energistyrelsen har godkendt ny plan for Hejre-felt, men Greenpeace mener fortsat, at konsekvenserne mangler.

Greenpeace er før lykkedes med at ændre udbygningsplanen for Hejre-feltet, der skal udvinde olie i Nordsøen, og håber nu på at gøre det igen.
Derfor har miljøorganisationen indsendt en ny klage, efter at Energistyrelsen for nylig godkendte en revideret udbygningsplan.
Greenpeace vil have påvist, hvad flere millioner ton udledninger vil betyde for klima og mennesker.
- Ineos har leveret tal for, hvor meget CO2 feltet vil udlede. Men de nægter at vurdere, hvad de op til 47,5 millioner ton faktisk betyder for naturen og for menneskeliv, siger kampagneleder i Greenpeace Danmark Christian Fromberg i en skriftlig kommentar.
Formålet med Hejre-feltet er at sikre den europæiske energiforsyning og mindske afhængigheden af import, hvilket skal ses i lyset af Ruslands krig mod Ukraine. Senest i 2050 skal Danmark dog udfase olie og gas.
I november 2025 vandt Greenpeace en sejr, da Energiklagenævnet underkendte Energistyrelsens tilladelse til at udvinde olie og gas fra det uudnyttede Hejre-felt i Nordsøen.
De danske myndigheder havde ikke vurderet klimaeffekten af at afbrænde den olie og gas, feltet skal producere, og trak for første gang en olietilladelse tilbage, fordi den var ulovlig.
I maj godkendte Energistyrelsen så en revideret udbygningsplan for Hejre-feltet, så Ineos kan begynde at bygge.
Den britiske energikoncern har for første gang sat tal på den totale CO2-udledning for feltet, som ligger cirka 300 kilometer fra den jyske vestkyst i den yderste del af Nordsøen ved grænsen til Norge.
Men ifølge Greenpeaces advokater, Kontra Advokater, mangler Ineos fortsat at beskrive, hvad udledningerne vil betyde for mennesker, natur og klima, som der står i loven.
- Det afgørende er, om der er redegjort for de miljømæssige konsekvenser. Hvilket ikke er sket. Derfor forventer jeg, at Energiklagenævnet også vil erklære den nye tilladelse for ugyldig, siger advokat Nikolaj Nielsen i en skriftlig kommentar.
Ineos fik olietilladelse i april 2024.
Feltet ligger meget dybt med højt tryk og høje temperaturer, hvilket har gjort projektet teknisk og økonomisk udfordret. Det har flere gange sat udviklingen på pause.
/ritzau/