I halvanden time kæmpede Morten Østergaard indædt for at fastholde sit job som politisk leder for De Radikale.
På det dramatiske gruppemøde i Den Sorte Diamant forsøgte han og Sofie Carsten Nielsen at holde det hemmeligt, at det var Østergaard selv, som var sex-krænkeren.
Først da Lotte Rod – den krænkede kvinde – grædende skar igennem og sagde 'I lyver', måtte Morten Østergaard erkende, at slaget var tabt.
På baggrund af samtaler med flere af de tilstedeværende kan B.T. her fortælle, hvad der i virkeligheden foregik på det dramatiske gruppemøde i Den Sorte Diamant, der førte til Østergaards afgang som leder.
I begyndelsen af mødet fastholdt Østergaard og Sofie Carsten Nielsen, at krænkelsessagen var blevet håndteret korrekt af partiets ledelse – altså af de to selvsamme politikere.
Af 'principielle grunde' kunne de ikke nævne navnet på krænkeren, forklarede de. Men de understregede, at vedkommende havde fået en 'påtale'.
Derefter udspandt der sig en diskussion om, hvorvidt ledelsen overhovedet var habil til at vurdere sagen – underforstået: Hvad nu, hvis én fra ledelsen selv var den skyldige? Det var blandt andre Jens Rohde og Martin Lidegaard, der førte an med den pointe.
Hverken Morten Østergaard eller Sofie Carsten Nielsen accepterede præmissen. De hævdede begge at være habile.
Herefter tog mødet en dramatisk vending: Martin Lidegaard bad om ordet og sagde ligeud, at Morten Østergaard var krænkeren.
Kort efter brød Lotte Rod grædende ind og sagde, at ledelsen løj, når den påstod ikke at være inhabil.
Lige dér kunne man, beretter en deltager i mødet, 'høre en knappenål falde til gulvet'. Og da måtte en forstenet Morten Østergaard se sin politiske skæbne beseglet.
Derefter begyndte De Radikale folketingsmedlemmer at debattere, hvem der skulle efterfølge Morten Østergaard som politisk leder – Sofie Carsten Nielsen eller Martin Lidegaard. Førstnævnte vandt den hemmelige afstemning med 12 stemmer mod fire.
Beretningen fra mødet belaster Sofie Carsten Nielsen, der efter at være blevet valgt som ny leder i går erklærede, at kampen mod sexisme har førsteprioritet.
Ved samme lejlighed erkendte hun i noget tid at have kendt til Østergaards rolle i sagen. Det rejser spørgsmålet om, hvorfor hun så alligevel prøvede at undgå, at sagen skulle frem i lyset.
