Han var igennem fire år minister for De Radikale, så skiftede han til Alternativet, herefter droppede han politik helt for i stedet at fokusere på sit arbejde i et dansk mediehus og som børnebogsforfatter. Men nu gør han et comeback.

Manu Sareen er tilbage. Men denne gang for et helt tredje parti: Socialdemokratiet.

Onsdag aften bliver han præsenteret som en af 17 socialdemokratiske kandidater til kommunalvalget på Frederiksberg.

Det skriver Netavisen Pio.

Manu Sareen startede for alvor sin politiske karriere i 2002, hvor han var medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune fra 2002-2011. Her var han i flere år formand for den radikale gruppe.

I 2011 blev han medlem af Folketinget for De Radikale. Her blev han straks minister for først kirke, ligestilling og nordisk samarbejde. Det blev dog efterfølgende til minister for børn, integration, ligestilling og sociale forhold.

Sidenhen har han tilføjet en del titler til sit cv. De seneste år har han arbejdet som coach og forfatter. Han har blandt andet skrevet Iqbal-bøgerne, som også er blevet filmatiseret.

Om han ved siden af sit politiske comeback fortsat vil gøre karriere som forfatter, vides dog ikke.