Selv om regeringen afviser, tegner der sig et politisk flertal for, at de børn, som er blevet mishandlet på børnehjem efter Anden Verdenskrig, skal have en officiel undskyldning fra staten.

Det eneste formanden for foreningen Godhavnsdrengene, Poul Erik Rasmussen, ønsker sig, er en undskyldning.

Derfor kan han heller ikke få armene ned af glæde, efter Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen (S), har bebudet, at hun vil fremsætte et beslutningsforslag i Folketingssalen, som kan føre til, at de børnehjemsbørn, som blev groft mishandlet på statens institutioner efter Anden Verdenskrig, kan få en officiel undskyldning fra den danske stat.

»Vi har længe håbet på, at det ville blive taget op på den her måde. Så jeg kan simpelthen ikke få armene ned, så glad er jeg for det. Det er vi alle sammen,« siger Poul Erik Rasmussen.

Det er først og fremmest de såkaldte Godhavnsdrenge fra børnehjemmet Godhavn ved Tisvilde, som har kæmpet for at få en undskyldning for mishandlingen.

Mette Frederiksen siger torsdag til Politiken, at partiet vil fremsætte et beslutningsforslag for at få lavet en faglig udredning og derpå give de børn, der blev udsat for overgreb, en officiel undskyldning.

Selv om socialminister Karen Ellemann (V) over for avisen afviser, at det kan komme på tale med officielle undskyldninger fra staten, som der ikke tidligere har været tradition for i Danmark, så tegner der sig på baggrund af en rundringning til Folketingets partier et billede af, at der kan blive politisk flertal for, at staten skal give de tidligere børnehjemsbørn en undskyldning.

Enhedslisten, Alternativet, Liberal Alliance og SF melder klart ud, at de vil støtte Socialdemokraternes forslag. Dermed kan der samles de nødvendige 90 mandater.

»I Liberal Alliance vil vi gerne støtte op om en undskyldning. Jeg er med på, at der ikke i Danmark er tradition for at give undskyldninger, men man er nødt til at bide mærke i, at der ikke er nogen tvivl om, at de her drenge har været udsat for misbrug. Og derfor synes jeg, at vi som samfund og som stat skal gå ind og give en undskyldning,« siger Liberal Alliances socialordfører, Laura Lindahl (LA).

Også Enhedslisten mener, at en undskyldning er helt på sin plads, siger partiets socialordfører, Pernille Skipper (Ø).

»Jeg er super glad for, at Socialdemokraterne er kommet til fornuft. Men jeg må ærligt talt sige, at jeg ikke begriber, at det først kommer nu,« siger EL-ordføreren i en skriftlig kommentar med henvisning til, at Socialdemokraterne tidligere har afvist en undskyldning.

Det Radikale Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti vil ikke på forhånd afvise forslaget, men ønsker heller ikke at forholde sig til spørgsmålet, før der ligger et konkret beslutningsforslag på bordet.

For Poul Erik Rasmussen og resten af Godhavnsdrengene vil et flertal for en undskyldning være altafgørende.

»Hvis der bliver flertal i Folketinget, føler jeg, og det føler vi alle sammen, at vi har vundet. Så får vi den undskyldning. Vi ved godt, at der går lang tid, inden vi får den, men det er sådan en stor sejr for os. Det er det, vi har kæmpet for i ti år,« siger Poul Erik Rasmussen.