Jeppe Kofod gør comeback i dansk politik.
Den tidligere udenrigsminister træder til som suppleant for partikollegaen Mette Gjerskov, som er blevet sygemeldt med smerter.
Gjerskov skrev selv på Facebook lørdag formiddag, at hun bliver nødt til at sygemelde sig, og at Kofod træder til i stedet.
»Jeg er virkelig glad for, at Jeppe har påtaget sig opgaven, fordi han med sine mange kompetencer, kan gå direkte ind og overtage mine opgaver med verdensmål, internationale rettigheder, knokle for det grønne og meget andet,« skriver Mette Gjerskov.

Jeppe Kofod blev ikke valgt ind i Folketinget ved valget 1. november sidste år. Han stillede op i Sjællands Storkreds.
Her blev Mette Gjerskov valgt ind. Men den tidligere minister for fødevarer, landbrug og fiskeri må altså forlade folketingsarbejdet i en foreløbig ukendt periode.
»Jeg har døjet med alvorlige smerter i nogle år – det var derfor, jeg blev sygemeldt sidste år for at blive udredt. Det har vist sig, at årsagen er omfattende nervebetændelse,« skriver Mette Gjerskov.
Hun har derfor gennem længere tid fået store doser med forskellige typer smertestillende medicin. Det har imidlertid vist sig, at hendes krop ikke kunne tåle medicinen, som gav hende store bivirkninger.
Hun vil nu i stedet forsøge sig med »ikkemedicinske løsninger«.
»Lægerne siger, at når jeg har reageret så voldsomt, kan det tage måneder, før jeg er klar til arbejde igen og udføre de opgaver, jeg er valgt til.«
»Det er uholdbart, så jeg ser ingen anden vej end at få en suppleant ind, der kan løfte opgaven i Folketinget i en periode,« skriver Mette Gjerskov.