I årevis har unge klimaaktivister og debattører opfordret danskerne til at flyve mindre af hensyn til klimaet.

Men når ferien skal bestilles, ser gruppen af de mest klimaengagerede danskere ikke ud til at være meget anderledes end alle andre.

Tværtimod.

Miljøsociolog Lars Kjerulf Petersens forskning viser nemlig, at unge danskere ikke rejser mere klimavenligt end de ældre generationer.

»Unge har ikke mere klimavenlige rejsemønstre. Tilbøjeligheden til at flyve lidt mindre er tværtimod i praksis større blandt dem, der er over 50 år,« siger miljøsociologen til B.T.

I hans seneste undersøgelse af dette udtrykker de ældre aldersgrupper sågar større villighed til at tage klimahensyn i forbindelse med ferie end de yngre.

Det er ellers dem i aldersgruppen fra 20 til 29, som i højest grad angiver, at de gerne vil tage klimahensyn - men ikke lige på ferier og rejser.

I det hele taget er der ikke noget, der tyder på, at klimaforandringer, ekstremvejr eller grønne formaninger for alvor har ændret ved danskernes flyrejsevaner.

Københavns Lufthavn oplyser nu til B.T., at man forventer at slå rekord i antal rejsende her til sommer.

»I de tre sommermåneder (juni, juli og august) forventer vi omkring 10 millioner rejsende, hvilket er 400.000 flere end sidste år – og dermed det højeste antal i lufthavnen nogensinde,« skriver Rasmus Baad fra lufthavnen.

Han fortsætter:

»Ifølge prognoserne bliver søndag den 19. juli sommerens største rejsedag med 124.000 passagerer, hvilket vil være det højeste antal passagerer på en enkelt dag i lufthavnens historie.«

Intet nyt under solen

Flyrejsen til Sydeuropa. Bøfferne på grillen. Dieselbilen i indkørslen. I årevis har klimadebatten flyttet sig fra Christiansborg og ind i danskernes hverdag. 

Ferier, madvaner og transportvalg er blevet genstand for diskussion, og klimaskam er blevet et begreb, de fleste kender. 

I denne sommerserie undersøger B.T., hvad der er blevet klimaforkert, hvem der føler klimaskam, og hvad den grønne samvittighed betyder for danskernes liv.

Lars Kjerulf Petersen har et bud på, hvorfor det - på trods af gode intentioner - tilsyneladende er svært for unge at droppe flyveren:

»Man skal blandt andet lægge det i det, at selvom mange er klimabevidste, så er der også en forståelse fra omverdenen af, at når man er ung, så skal man ‘ud og se verden’. Det fremstår som det normale at tage et sabbatår eller to til det - og nej, det behøver ikke at være med fly. Men det er sådan, man forstår det at rejse.«

Han fortsætter:

»I vores undersøgelse kunne vi se, at den største årsag til, at folk vælger ikke at flyve stadig er, at det er for dyrt. Det var altså ikke af klimahensyn - heller ikke blandt de unge.«

Ifølge Lars Kjerulf Petersen bør samfundet i visse tilfælde i dag turde klimaudskamme mere - ikke mindre. 

»Der har etableret sig en forståelse af, at vi ikke skal pålægge folk skyld eller skamfølelse. Men hvorfor egentlig ikke? Hvis folk smider affald i naturen, udskammer vi dem så ikke? Vi synes da, det er noget svineri,« siger han.

Miljøforskeren fortsætter:

»Det er da også også surt at blive udskammet for at flyve. For vi har jo altid fået at vide, at det at rejse er at leve. Men derfor bør vi stadig kunne sige ‘hvad fanden’ til folk, der flyver i privatfly til Florida for lige at deltage i et heste-derby eller tager på weekendophold i New York eller Dubai.«