Udspil til grøn skattereform vil ramme gartnerier hårdt og gøre dansk grønt dyrere, forudser brancheformand.

Det kommer til at gøre ondt på Danmarks gartnerier, hvis regeringens udspil til en grøn skattereform får luft under vingerne.

Det vurderer Jørgen K. Andersen, der er formand for brancheorganisationen Dansk Gartneri og indehaver af Gartneriet Thoruplund ved Odense.

- Vi er ikke happy. Vi vil gerne spille med, men det virker for traditionelt bare at lægge afgifter på, siger han.

Ifølge Dansk Gartneri vil regeringens udspil koste de danske gartnerier en ekstraregning på omkring 25 millioner kroner om året, fordi afgiften på gartneriernes varmeforbrug vil femdobles.

Samtidig får gartnerierne ifølge Jørgen K. Andersen ikke glæde af de skattelempelser, som udspillet også indeholder.

- Nej, for lempelserne er jo i form af forhøjede afskrivninger, og for at man kan afskrive, skal man ind og investere.

Og det får gartnerierne svært ved, mener formanden.

- Branchen har lige været i gennem et rædselsfuldt PSO-forløb, hvor vi er blevet drænet for likviditet, så det ligger ikke i kortene, at vi har en masse penge, vi kan investere. Og dermed kan vi ikke udnytte de afskrivninger, siger han.

Spørgsmål: Så hvad bliver konsekvensen for de danske gartnerier?

- Vi får formindsket vores konkurrencekraft i forhold til vores kolleger sydfra. Vores grøntsager vil blive dyrere end dem, der kommer fra Sydeuropa, og på potteplanter vil vores konkurrenter i Tyskland og Holland stå bedre end os.

Spørgsmål: Hvad vil det betyde for de danske forbrugere?

- Det betyder en prisstigning for danske varer. Vi vil jo prøve at få lagt det over på priserne, hvis det kan lade sig gøre.

Cirka halvdelen af de danske gartnerier ligger omkring Odense og får deres energi fra Fynsværket.

Ifølge Dansk Gartneris beregninger står de fynske gartnerier med regeringens udspil til en årlig udgiftsstigning på 10 millioner kroner.

Selv regner Jørgen K. Andersen med at skulle finde mellem 400.000 og 500.000 kroner ekstra.

Så mundvigene hænger noget nedad, erkender han:

- Der er jo noget, der hedder Black Friday, men det her må siges at være Black Monday for gartnerierne.

/ritzau/