Bedst som SFs formand, Pia Olsen Dyhr, har indtaget den magtfulde rolle som ny økonomi- og indenrigsminister, bliver hun mødt af hård kritik fra egne rækker.

En gammel MeToo-sag har skabt splittelse i partiet, og B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, mener, at det ser »ildevarslende« ud for Pia Olsen Dyhr, hvis hun troede, at hun havde »fuldstændig styr« på SF.

Dyhrs partifælle, Frederiksberg-rådmanden Lotte Kofoed, angriber onsdag offentligt og voldsomt sin formand for at have ansat en chefrådgiver, som tidligere er blevet smidt ud af SF, og som Kofod hævder at være blevet krænket af.

»Du har ansat den mand, der krænkede mig, og som du fyrede, fordi han krænkede flere i SF,« skriver Kofoed offentligt på X. »Du skader min familie og mig,« lyder det videre.

Det var Politiken, der først kunne afsløre, at Dyhr har ansat rådgiveren, som måtte forlade partiet i 2020 efter anklager om seksuelle krænkelser.

»Det her, synes jeg, er et vidnesbyrd om, at SF også har et bagland og nogle politikere, som ikke vil acceptere en alt for magtfuldkommen partiformand,« siger Henrik Qvortrup.

Han ser Kofoeds offentlige kritik som tegn på, at SF kommer til at holde Dyhr »i ørerne.«

»Og én ting er jo så, når det handler om nogle ansættelser. Men hvad sker der den dag, baglandet synes, hun går for langt i forhold til at imødekomme en politik, som de ikke er enige i?«

Qvortrup finder det bemærkelsesværdigt, at Kofod kritiserer Dyhr offentligt.

»Det her er så den første sag, hvor vi ser Pia Olsen Dyhr have problemer med sit bagland. Så kan der jo også komme andre sager, kan man vel sagtens forestille sig, måske af politisk art,« siger han.

»Så den vej rundt siger jeg bare, at det er lidt ildevarslende for Pia Olsen Dyhr, hvis hun troede, at hun havde fuldstændig styr på sit parti.«

Dyhr har skrevet følgende til Politiken:

»Der er nu gået seks år, og efter grundige overvejelser er jeg nået frem til, at det er rimeligt at give vedkommende en ny chance. Jeg ved godt, at ikke alle vil være enige i den vurdering. Det har jeg respekt for. Men jeg mener, at mennesker både skal stå til ansvar for deres handlinger og have mulighed for en ny chance.«